Gode parforhold handler ikke om god kommunikation
Gode parforhold handler om om tryghed og kontakt. Og om den følelsesmæssige forbindelse mellem jer.
Det gode parforhold og grundlaget for god kommunikation afhænger af spørgsmålet:
“Er du der for mig, når jeg har brug for dig?”
Kender du det, at du selv synes, du på en stille og rolig måde beder din partner om et eller andet? Eller lige kommer med et rigtig godt forslag?
Din partners efterfølgende reaktion afslører, at det bestemt ikke blev hørt sådan.
Så kender du nok også smerten, der følger med, når du ser dig selv gennem din partners sårede eller vrede blik: Som bossy, en strigle eller en tyran, når det nu ikke var det, der var intentionen?
Eller du kender trætheden, der melder sig over, at det nu er umuligt at tale jer ud af situationen, fordi stemningen er elendig?
The silent treatment – en weekend i helvede
Måske siger du noget i stil med: ”Det er godt nok mange aftener, du har arbejdet til sent…”, hvortil din partner svarer:
”Du var da ude i går, og det er længe siden, jeg har set mine venner.” Så bliver du sur: ”Hvad har det med noget at gøre? Nu er det weekend og ungerne har fri, men hvis du har tømmermænd i morgen, er hele weekenden ødelagt!”
Herefter smutter din partner med et rungende: ”Og RIGTIG god aften til dig også!”
I de næste dage (dvs. hele weekenden…) består jeres samvær af ordknappe, ukærlige udvekslinger. Du forsøger måske at række ud, eller du trækker dig væk og undgår kontakt.
Hvad gik galt? Du ønskede dig nærhed, men kom til at skubbe din partner væk, fordi det i din partners ører lød som kritik og bebrejdelse.
Drop indholdet – lyt til musikken
Hvis I skal genfinde kontakten, er det ikke et spørgsmål om at kommunikere mere om indholdet af jeres skænderi – dvs. diskussionen om hvem der i virkeligheden har været mest væk.
Det er de følelser, det vækker hos jer hver i sær, I skal have fat i – fordi det er følelserne, der igangsætter det negative samspil og tager jer væk fra hinanden.
Heftigheden af disse følelser udspringer ofte af graden af den oplevede tryghed og kontakt mellem jer – den følelsesmæssige tone eller baggrundsmusikken.
Den gode nyhed er, at I kan stoppe det negative mønster, hvis I sammen får blik for dette.
Har du lyst til at bryde jeres negative mønster og genfinde nærheden? Tag med din partner på Parforholdskursus i Tværfagligt Hus i weekenden 2.-3.marts
Jeres handlinger giver mening
Det giver mening at råbe højere og højere, hvis den, man kalder på, ikke hører én. Særligt hvis man føler sig alene og virkelig har brug for hjælp.
Det er også forståeligt (faktisk tilrådeligt!), at du løber skrigende væk, hvis du oplever, at du er ved at blive overfaldet.
Men – prøv nu at forestille dig, at personerne ovenfor lever i et parforhold. Elsker hinanden og har brug for hinanden. Uden at ville det kommer disse to til negativt at forstærke hinandens strategier.
Læs mere om parforholdsmønstre og vejen ud i Sue Johnsons bog for par ’Hold Mig’
Opsøger og tilbagetrækker – mønstret der stjæler nærværet i gode parforhold
Det mest typiske negative samspilsmønster er netop, at den ene part er opsøgende, mens den anden trækker sig. Den korte forklaring kommer her:
Når opsøgerens ’kalden’ høres som kritik
Som partner i den opsøgende position har du brug for nærhed og kontakt – særligt hvis du føler dig urolig eller utryg.
Du ’kalder’ på din partner, fx ved at stille spørgsmål eller forsøge at samtale. Hvis din partner ikke reagerer, ’skruer du op’ – ved at bebrejde, blive sur eller irriteret: ”Kunne du ikke lige svare? Og det er i øvrigt ikke mit ansvar med gaven til din mor”.
Du ønsker dig omsorg og har svært ved at falde til ro, hvis ikke I får kontakt. Men i bestræbelsen på at række ud, er du i stedet i gang med at eskalere mønstret og skræmme din partner væk.
Tilbagetrækning som strategi til beroligelse
Det kan også være, du bedre kan identificere dig med tilbagetrækkerens rolle. Du isolerer dig, eller vender dig indad, når du føler dig utryg, stresset eller ked af det.
Tænker, at det klarer du selv, eller skubber svære følelser væk. Så når din opsøgende partner henvender sig med noget følelsesladet, har du tendens til at trække dig fysisk eller mentalt.
Måske fordi din partners henvendelse vækker ubehag, nervøsitet eller frygt. Eller fordi du ikke helt kan sætte dig ind i din partners stærke følelsesmæssige udtryk og bare helst vil ‘videre’ uden for megen snak.
Jeg hører ofte mennesker i tilbagetrækker-rollen sige, at det for dem også er en måde at passe på forholdet, sig selv og deres partner.
Dette giver mening – særligt hvis du har gentagne erfaringer med, at I ender i smertefuld konflikt, hvis diskussionen fortsætter.
Læs mere om parforholdsmønstre og hvad I selv kan gøre i mit tidligere blogindlæg her
Eskalering af det negative mønster – dræberen i det gode parforhold
Det bitre er, at jo mere den ene opsøger, jo mere trækker den anden sig. I ser hinandens ydersider – men misser hvad der foregår på hinandens indersider. Og det bidrager til oplevelsen af, at: “Vi mangler redskaber til god kommunikation“.
Den negative spiral er i gang, og det kræver en indsats fra jer begge, hvis I skal bryde den.
Skænderier er protester over manglende følelsesmæssig kontakt
Metaforisk udtrykt ‘byder I op til dans’, fordi I ønsker kontakt, tryghed og beroligelse – men I mister hinanden på dansegulvet. Det smertelige – og med tiden skadelige er, at den negative cyklus:
- Forhindrer jer i at løse jeres problemer og tale om det vigtige
- Tager jer væk fra at mærke seksuel lyst og tiltrækning til hinanden
Den gode nyhed er, at det negative mønster fortæller jer, at I er vigtige for hinanden – ellers ville I simpelthen ikke hidse jer sådan op.
Nu kan I gå i gang med at undersøge, hvilke triggere I hver i sær oplever i situationen.
Vejen til det gode parforhold – kortlæg negativ cyklus og jeres ‘trin i dansen’
Start med dig selv. Sæt dig med papir og pen og tænk på en svær situation. Det er vigtigt, at det er en konkret situation, hvor du og din partner røg i negativ cyklus. Besvar så følgende spørgsmål:
- Hvilken følelse mærkede du først i situationen? VIGTIGT: Følelser er fx frustration, ked af det, vred. Det går således ikke at skrive: ”Jeg følte, min partner var urimelig” eller ”jeg følte mig svigtet” – gå efter følelsen!
- Hvad gjorde du, da denne følelse fik tag i dig? Altså – hvad ville vi se dig gøre, hvis det var optaget på video? Hvad var dit første skridt ind i negativ cyklus?
- Hvad var det næste, du mærkede, da situationen fortsatte? Hvad har frustrationen på hjerte? Var en del af dig ked af det? Vred? Kom der tanker om et tidligere svigt eller skuffelser?
- Hvad havde du egentlig brug for i situationen, når du tænker på den nu? Hvad kunne du eller din partner have gjort, der havde været mere hjælpsomt end det, der skete?
Hvis I vil eksperimentere, kan I interviewe hinanden i fredstid og dele jeres oplevelser.
Det er ofte overraskende, hvor forskelligt vi hver i sær har oplevet den samme situation.
God arbejdslyst!
Bedste hilsner fra
Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Inspireret eller nysgerrig på vej mod det gode parforhold?
Du er altid velkommen til at kontakte mig og uforpligtende høre mere om, hvad et parterapeutisk forløb, et Par-tjek eller et parforholdskursus kan gøre for jer.
Online-booking
Det er nemt at booke tid online – det kan du gøre lige her.
Nyhedsbrev og e-bog
Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og downloade min e-bog med 3 øvelser til mere nærhed og færre skænderier her.
Kontakt
Du kan fange mig på mail anja@livs-vaerk.dk eller mobil 61609276.
Følg med
Du kan følge mig på Facebook eller Instagram. Del gerne blogindlægget eller skriv en kommentar!