Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?
Brevet fra Silhuetten er redigeret/forkortet (red.)
Kære Anja.
Jeg håber sådan, du kan give mig et råd eller to.
Jeg er 36, mor til 2 (11& 5) og gift. Vi har været sammen i 21 år og mødtes, da vi var unge. Vi har altid været meget forskellige, og det har vist sig i forholdet. Jeg har tidligere haft en fødselsdepression med vores yngste, som jeg gik med i 9 mdr., inden jeg kom i behandling.
For 3,5 år siden havde min mand en affære med vores datters venindes mor, lad os kalde hende X. Noget, der vendte op og ned på vores og mit liv. Han var ansat i firmaet, hvor X var medejer.
Min mand begyndte at ændre sig, blev hemmelighedsfuld, skjulte sin telefon og gik aldrig uden den. Han blev længe oppe om aftenen, gik flere ture med hunden, gik i bad 2 gange om dagen, sætte hår inden arbejde (hvilket han aldrig har gjort tidligere), talte hengivent om X og begyndte at deltage i firmaarrangementer. Jeg kunne se og mærke en mand, der ændrede sig for mine øjne, trak sig, og der opstod en afstand mellem os.
Alle disse ændringer gjorde, at jeg kiggede i hans telefon og fandt brudstykker af en sms, hvor de ”savner hinanden”. Han benægtede alt og holdt nu den brudte tillid imod mig. Jeg var skurken, fordi jeg havde brudt vores tillid ved at kigge i hans telefon.
Affæren står på i trekvart år, hvor jeg får det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg bliver faktisk en silhuet af mig selv, og jeg tror på alt det, han beskylder mig for af dårligdomme i forholdet.
Mærkeligt nok ville jeg kæmpe for forholdet, savnede ham og havde da også sex flere gange med ham, så utroskaben fortsatte, nu var han bare elskerinden utro.
Efter et par måneder valgte han at give ægteskabet en chance. Jeg troede, jeg fik en mand hjem der ville mig os.
Men jeg fik en hadefuld mand hjem, som var så vred over, at jeg ville give ham en chance. Han opgav ikke kontakten med X. De skrev, ringede sammen flere gange om dagen og sås et par gange i hemmelighed. Men jeg kunne mærke det.
Jeg kiggede igen i telefonen, hvor jeg så beskeder, hvori han skrev til hende, at han aldrig ville opgive tanken om hende: Hun var hans livs kærlighed, han ville leve for, at de kunne finde sammen igen, og han skrev, at han ikke havde følelser for mig.
Igen benægter han og lyver for mig og den parterapeut, vi går hos på det tidspunkt.
På et tidspunkt kommer han hjem og har ’cuttet’ kontakten til X og siger, vi skal være sammen. X har fundet sammen med sin mand igen. Arbejdet med tillid og genopbygning af vores fundament begynder. Vi går til parterapi, PREP mm. (PREP er et kursus for par – red.)
Her er vi i dag i nutiden: Min mand siger nu, at han fortryder utroskaben, og det, den førte med sig. At han elsker mig, og at jeg er den rette for ham.
Jeg har dage, hvor jeg er usandsynligt trist. Dage, hvor jeg kan mærke ’noget’, og så kan der være erindringer om en sms-besked mellem dem. Der er også dage, hvor jeg er glad.
I efteråret gav jeg udtryk for, at jeg ønskede et barn mere. Jeg fik at vide af min mand, at jeg var egoistisk, blåøjet, og at han ikke ønskede flere børn (vi har brug for hjælp til fertilitetsbehandling). Vi ønsker ikke længere det samme for vores familie.
Jeg ser alle de trælse og irriterende ting ved ham. Vi taler ikke ret meget sammen, og jeg oplever, at jeg hele tiden skal forsvare mig. Vi sidder i hver sin ende af sofaen, vi kysser ikke mere (mit valg), har ikke sex mere (sidste gang måtte jeg stoppe, da det føltes helt forkert og over min grænse).
Jeg har lagt meget afstand til ham. Jeg kan ikke længere se ham i øjnene. Der er ikke tosomhed, eller følelsen af at “ville- det-bedste-for-hinanden” – ikke længere. Jeg føler mig ikke længere set og hørt.
Jeg har svært ved at acceptere, at jeg muligvis skal være dén, der er skyld i, at vores børn bliver skilsmissebørn. Jeg husker tydeligt, min datters smerte da vi gik fra hinanden. Han har truet med, at det vil blive grimt, hvis vi skal skilles.
Jeg er begyndt i terapi for mig selv. Jeg ved, genopbygningen af tillid tager tid efter utroskab – men hvor lang tid?
Mange siger: “Nu må du tilgive og komme videre”. Men jeg har det SÅ svært! Jeg vil gerne tilgive, men det er, som om noget modarbejder.
Jeg ved, han siger, at han har fortrudt en masse af de ting, der er sket. Jeg har bare det dér MEN – og jeg føler, det bremser mig i mit liv?! Hvordan kommer jeg videre?
Jeg kan ikke kende den triste pige i spejlet, men jeg ved, det er mig. Hvor er glæden? Hvordan finder jeg den?
Mange hilsner
Silhuetten
Svar: Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?
Kære Silhuet.
Tusind tak for dit brev. Jeg læser flere forskellige spørgsmål, problemer og udfordringer ud af din mail. Mit svar er derfor mest af alt en række overvejelser, som jeg vil dele med dig. Og så håber jeg, mine refleksioner kan hjælpe dig til at finde klarhed i den svære situation, du står i.
Godt gået
Så som det første har jeg lyst til at give dig et virtuelt kram og sige: Hvor er det godt gået, at du stadig står på benene, og at du lytter til hende i spejlet – selvom du næsten ikke kan kende hende længere. Du skriver til mig, rækker ud efter hjælp og går i terapi. Alt det fortæller mig, at du stadig har fat i din styrke, og at der er en masse, du ønsker dig her i livet.
Hvad kræver det at ‘hele sårene’ efter utroskab?
Der kan være mange grunde til, at mennesker er utro og indleder en affære. Dem vil jeg ikke begynde at redegøre for her (læs evt. mit tidligere blogindlæg om utroskab). Og jeg er klar over, at jeg udelukkende har situationen beskrevet fra din side.
Men hvis du og din mand vil finde sammen igen efter utroskaben, er der helt forståeligt ‘sår’, der skal heles. Det kræver et stykke arbejde at genopbygge tilliden og trygheden.
Når jeg møder par, der søger hjælp, så spørger jeg altid grundigt ind til, hvad de ønsker sig af forløbet. Hvis jeg sad overfor dig og din mand, ville jeg præsenterer jer for følgende ‘3 veje’ – og mit første råd er, at du tager stilling til, hvilken vej, du ser dig selv på:
- Status quo: Er du i tvivl om, hvorvidt du ønsker at være i parforholdet? Er du for kriseramt til at kunne tage en beslutning? Eller bare ikke klar til at gøre noget ved problemerne endnu? I så fald består arbejdet i at afklare tvivlen, mens man ‘står i stormen’. Det hedder tvivlsrådgivning, og er ikke parterapi – læs mere om forskellen på parterapi og tvivlsrådgivning her.
- Er du på vej mod et brud? Det kan også være, det, du mærker er, at kærligheden er væk mellem jer. For din mand kan det være, at affæren, forelskelsen og følelserne for den anden person er for svære at glemme. Eller én eller begge af jer har mistet troen på, at jeres savn, behov og længsler kan indfries i parforholdet. Der er ikke længere de kræfter, villighed eller det håb til stede, der skal til for at ‘reparere’ brud og svigt i parforholdet.
- Er du villig til et helhjertet parterapeutisk forløb? Til at stille dig sårbar, være ærlig, tage ansvar for egen andel af jeres problemer, afslutte affæren (medmindre I er enige om et åbent forhold) og ikke true med skilsmisse i en given periode?
Når du selv har taget stilling, kan du spørge din mand om det samme – hvis I vil videre sammen, må I være enige om vejen, så I kan trække i samme retning.
Konsekvenserne af din mands utroskab
Men når jeg læser dit brev, har jeg svært ved at se, at I overhovedet har et parforhold – eller at på nogen måde er enige om, hvad I ønsker jer med hinanden. Det lyder heller ikke, som om I er i stand til at tale om det på en konstruktiv måde.
Du skriver, at jeres forskelligheder, affæren og alt, hvad der fulgte efter, har ramt jeres parforhold på en lang række områder, bl.a.:
- du har lagt afstand til ham
- du kan ikke længere se ham i øjnene
- du mærker ikke følelsen af ’tosomhed’ og at ’ville- det-bedste-for-hinanden’
- du føler dig ikke set og hørt
- du ønsker et barn til – det gør han ikke
Alt dette har ramt jeres intimitet ved, at din krop siger fra, når I forsøger at have sex eller kysse – det føles forkert og grænseoverskridende.
Pas på dig selv – respektér dine grænser
Jeg kan kun opfordre dig til at lytte til det, din krop fortæller dig. Du får ikke mere lyst til sex ved at gå over dine egne grænser og have sex, der er smertefuld, eller som foregår på måder, du ikke er tryg ved.
Det er helt normalt, at den partner, der er bange for at miste parforholdet efter en affære, kan komme til at strække sig og fx gå med på seksuelle fantasier for at bevare relationen. Særligt hvis den utro part fortæller, at affæren opstod på baggrund af længsler, som ikke har været en del af jeres parforhold. Men det er ikke hjælpsomt eller sundt for dig, og det skaber bare nye sår, der så igen skal heles.
Hvordan træffer du det svære valg?
Helt overordnet lyder det, som om du har svært ved at mærke, hvad der er rigtigt for dig. Det er helt normalt, at det er vanskeligt at orientere sig, når vi er ramt af en krise. Så har vi ikke adgang til de samme ressourcer mentalt, følelsesmæssigt og fysisk som ellers. Jeg synes, det lyder, som om du er rigtig presset:
Du er udmattet, genkender ikke dig selv i spejlet og din krop siger fra. Det er klare signaler om, at du har brug for øjeblikkelig forandring. Så – hånden på hjertet: Hvordan er mulighederne for, at din mand er villig til at:
- Stille sig nysgerrigt til rådighed i forhold til at forstå, hvordan affæren har ramt dig – og handle på dette
- Lytte til din smerte og sårede følelser – også selvom det aktiverer hans egne følelser af skyld og skam
- Tilbyde dig trøst og omsorg
- Udvise en grad af fortrydelse eller anger, sige undskyld, bede om tilgivelse og forsikre dig om, at det ikke sker igen – alt efter hvad der hjælper jer til at genskabe trygheden i jeres parforhold?
Måske kan I have en samtale med udgangspunkt i de 3 veje eller punkterne ovenfor. For mig at se, er det helt nødvendigt, at I stiller skarpt på, om I vil udvikle parforholdet til det bedre. Eller også skal I fra hinanden, så I ikke slider hinanden op et sted midt imellem.
Hvis samtalen ikke er mulig på egen hånd, kan det være, I igen skal forsøge jer med hjælp fra en parterapeut. I er velkomne hos mig, eller I kan finde en uddannet parterapeut på dkceft.dk eller parterapeuter.dk
Måske kan du eller din mand ad denne vej komme frem til en afklaring af, hvad I ønsker jer – sammen eller hvad for sig.
‘Komme videre’ – hvordan?
Du skriver, du har det dårligt med evt. at være den, der ’vælger at blive skilt’. Og muligvis bliver det dig, der siger endeligt fra overfor jeres parforhold, som det er nu.
Hvis du sammen med din mand, kan svare ja til, at I vil gøre det arbejde, jeg beskriver ovenfor, så har I en chance. Hvis ikke, så er mit råd, at du beslutter dig for at passe på dig selv. Og det kan være, du bedst ‘kommer videre’ ved at afslutte jeres parforhold.
For i min optik er det ikke muligt bare at ’tilgive og komme videre’ – ikke uden at gøre arbejdet. Slet ikke efter så voldsomme svigt, brud og løgne, som du har oplevet med din mand.
Jeg håber, du kan finde mennesker omkring dig, der er i stand til at forstå dette og støtter dig i din beslutning – hvad end du vælger.
Fælles ansvar – om I skal være sammen eller ej
Hvis I vælger at gå fra hinanden, er det altid smerteligt for begge parter og børnene. Men: I har sammen et ansvar for at være gode forældre – også efter et brud. Når din mand truer med, at ’det bliver grimt, hvis I skal skilles’, er det hverken befordrende for at udvikle jeres parforhold eller konstruktivt for et videre samarbejde. Han har ligesom dig et ansvar for at være en god forælder for jeres barn og samarbejdspartner med dig – om I vælger at være i et parforhold eller ej.
Jeg sender mine bedste ønsker til dig og jer.
Bedste hilsner fra
Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
