Tag Archive for: sammenbragtfamilie

Kan man forelske sig i hinanden igen?

“Det hele gik lidt for stærkt. Vi glemte hinanden og kærligheden midt i vores sammenbragte familie. Kan man forelske sig i hinanden igen?”

Læs med når psykolog & parterapeut Anja Gundelach Brems svarer på spørgsmål i Livsværks Brevkasse.

 

Hej, tak for en god brevkasse.

Jeg er en kvinde på 42, har 2 hjemmeboende delebørn.

For ca. 3 mdr. siden mødte jeg en mand på 45, også med 2 børn.

Vi blev stormende forelskede og gik meget hurtigt frem med at introducere børn osv.

Vi brugte nærmest alle dage sammen og næsten kun sammen med børnene og sjældent alene, da vi har børn i modsatte uger.

Jeg kunne mærke, at det gik for hurtigt, da jeg ikke følte, at vi fokuserede på os og vores forelskelse. Jeg italesatte det et par gange, men vi kørte fortsat på. Jeg kunne mærke, at han pludselig ikke var helt til stede, og vi tog så snakken.

Vi er enige om, at vi har mistet forelskelsen for hurtigt midt i at lege storfamilie. Vi har ikke lyst til at afslutte det, da vi er glade for hinanden, ikke er trætte af at være sammen og kan se os sammen i fremtiden. Vi har derfor besluttet at nulstille, altså ikke holde pause men gå lidt tilbage. Dvs. ikke ses hver dag og kun når ungerne er lagt i seng og i det hele taget fokusere kun på ham og jeg.

Vi håber, vi på den måde begge kan få mærket efter, hvad vi føler, og om vi – sammen som kærester – kan blusse lidt op igen.

Mit spørgsmål er, om det er en god idé, og om det mon overhovedet kan lade sig gøre – at savnet og “forelskelsen” blusser lidt op igen?

Svar: Kan man forelske sig i hinanden igen?

Kære ‘kvinde på 42’,

Tusind tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det lyder som så gode overvejelser og ideer, I har til jeres situation – når nu I er glade for hinanden og klar på at give forholdet en chance.

Så det korte svar er, at: Ja! Det kan bestemt lade sig gøre at forelske sig igen – men det kalder på en kærlig indsats.

Mit svar til dig er en række områder, I kan forsøge jer med at styrke. Men først lidt nuancer på den situation I, står i.

Livet i en sammenbragt familie

Som du rigtigt skriver, har I ’leget storfamilie’. Og I er en stor familie – men en særlig én af slagsen – nemlig en sammenbragt familie, som på væsentlige områder adskiller sig fra førstegangs-kernefamilien.

De fleste sammenbragte familier, jeg møder, oplever, at det er rart at vide, at: ’Nå ja, vi kan ikke have de samme forventninger til vores sammenbragte familie som til den kernefamilie, vi (måske) kom fra’. For arbejdet med at få familien til at fungere er simpelthen et andet. Her er et par eksempler på forskelle:

  • Du og dine børn kommer med helt andre historier om at være familie, opleve et brud fra deres far, bo for jer selv, traditioner osv. med jer i bagagen – gode som svære – end din kæreste og hans børn.
  • Jeres to familier har vidt forskellige oplevelser og erfaringer med, hvad ’man plejer’, og hvad der ’er normalt’ at gøre i en familie.

Det kan sammenlignes med mennesker fra to forskellige kulturer, der skal finde en ny måde at leve sammen på – samtidig med at I indbyrdes respekterer og skaber plads til de måder, I plejede at gøre tingene på.

Vi ville ikke være så overraskede, hvis vi kunne se, hvor forskellige vi er (fx at den ene familie var fra Kina og den anden fra Tanzania – her ville vores forventning være, at ‘her skal vi da lige bruge lidt tid på at forstå hinanden‘ – det tænker vi typisk ikke om to ‘almindelige’ familier bosat i Danmark)

Plads til alle – også parforholdet

Når vi er sammen i en sammenbragt familie, er der altså rigtig mange interesser og følelser i spil på én gang. For at stille det lidt skematisk op, så kan man sige, at der er nogle områder i en sammenbragt familie, der alle skal passes og have opmærksomhed, for at samværet fungerer. Det er:

  1. Forholdet mellem dig og dine børn
  2. Forholdet mellem din kæreste og hans børn
  3. Jeres børns forhold til mors/fars nye partner
  4. Jeres børns forhold til den andens børn (hvis det sker trods de modsatte uger)
  5. Jeres (stadig ret nye) parforhold

Det skal ikke læses som en prioriteret rækkefølge, jeg har stillet op – men der er virkelig en fare for, at opmærksomheden på jeres forhold, netop kommer allersidst – når alle i familien er samlet på ét sted.

Forskning i sammenbragte familier viser, at når børnene har det godt og trygt med deres biologiske forælder, så bliver der mere plads til den nye partner – både følelsesmæssigt og ofte også helt konkret. Så udtrykket: ”Glade forældre giver glade børn” holder (måske) i førstegangsfamilier – men IKKE i sammenbragte familier.

Tjek fx Dr. Patricia Papernows bøger og website for mere info om sammenbragte familier 

Så når I er sammen som par, mens der er børn, fungerer det bedst, hvis I tager jer af børnenes behov før jeres parforholds behov. Det har I intuitivt mærket og handlet efter – og tillykke med det!

Det siger alt om, hvor meget I bestræber jer på at være gode og kærlige forældre. Og det er ikke alle, der får set deres børns behov, når forelskelsen tager fat. Bagsiden af medaljen er, at det har kostet i intimitet og nærvær mellem jer to. Og det er tid til også at fokusere på jer.

Sådan styrker I parforholdet

Så I skal altså gøre noget andet ved siden af at være gode forældre, hvis I vil genoplive forelskelsen og styrke jeres parforhold.

I kan tænke sådan om det, at jeres parforhold (ligesom jeres børn) også skal have kærlig opmærksomhed for at det kan styrkes, næres og gro.

Mine konkrete råd på den baggrund er:

1) Fokusér på par-tid

Start med at finde tid i kalenderen, hvor I kan ses – bare jer to. Hvis det er muligt. Det kan være det kræver lidt kalendergymnastik og børnepasningsaftaler, men det er mit bud, at der vil være rigtig meget vundet ved at skabe par-tid – både for jer og børnene.

Børn kan have det meget blandet med at se mor eller far være nyforelsket og kærlig med en ny partner, og I har brug for at kunne rette udelt opmærksomhed mod hinanden – og for at mærke jer selv sammen med hinanden.

Udtrykket du bruger; ’at nulstille’ er en god metafor – I skal netop tænke, at I starter med at ’date’ og lære hinanden at kende igen. Nysgerrighed, ro og nærvær er jeres vigtigste ingredienser her. I skal i gang med at udforske hinanden og jer sammen.

Tænk også par-tid helt småt – hvornår kan der lige blive plads til for eksempel: En kop kaffe på sengen, et varmt blik, at lege med hinandens hænder under bordet, mødes virtuelt til et glas vin eller en kop te, når der er ro i huset.

2) Lær hinanden at kende gennem aktiviteter

Fortæl hinanden, hvad I kan lide at lave: Hvad holder I af hver i sær? Hvad kunne I tænke jer at lave sammen? Prøv at fokusere på hvilke følelser eller kvaliteter, I ønsker jer at mærke sammen. På denne måde kan I få øje på, hvad I søger i samværet (fx at lave noget fysisk, glæde, overraskelse, nærvær).

Så hvis det ikke er muligt at tage på weekendtur med overnatning, så se om I kan få plads til elementer af det, I holder af i stedet.

Arrangér fx en date hver; en overnatning hjemme hvor I har gjort noget særligt ud af det, en gåtur, besøge et sted i byen eller naturen der har speciel betydning, eller inddrag den anden i en aktivitet, som viser hinanden noget om, hvad I holder af at lave.

3) Invitér leg og nysgerrighed ind

Hvis I har lyst, kan I downloade min e-bog og lave finde guiden til at lave jeres eget samtalespil – for mange par er det en god måde at invitere nysgerrighed, leg og en masse forskellige og uventede emner ind i samtalen.

Træk et spørgsmål hver aften eller et par stykker en gang om ugen – fx over telefonen, hvis I ikke er sammen.

4) Vis hinanden kærlig opmærksomhed

Det lyder, som om I er logistisk udfordrede, da I har børn i modsatte uger. Så de aftener og dage hvor I ikke ses, kan I holde en varm og nær kontakt ved at sende beskeder, fotos af hvad I laver, eller hvor I er, fortælle at I tænker på hinanden, at I fantaserer om noget erotisk eller noget helt tredje.

Nøgleordet er, at I mærker og deler, at I har hinanden i tankerne og glæder jer til at være sammen. Det kan være med til at opbygge tiltrækning, som I så kan nyde, når I ses.

Jeg sender en masse gode og kærlige tanker jeres vej – og håber det bedste for jer alle fremover.

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems