Hvis du oplever problemer med bonusbørn, er du ikke alene. Årsagerne og løsningerne er dog ikke altid det, du tror.
Det er ikke unormalt, at der i en sammenbragt familie kan være spændinger med bonusbørnene, og måske endda relationer, der bliver sat hårdt på prøve.
Tit får vi ikke grebet disse spændinger rigtigt an. Vi kommer nemlig hurtigt til at fokusere mere på problemet end på årsagerne til problemet.
Men lad mig fortælle dig noget.
Når noget er galt i relationen mellem dig og dit bonusbarn, peger det på et uløst problem mellem dig og din partner.
Tyg lige lidt på den.
En provokerende påstand? Det er også meningen. For når du eller din partner bebrejder børnene, taber I alle.
Problemer med bonusbørn er reelle og virkelige
Problemet og lidelsen omkring børnene og det, der ikke fungerer, bliver hverken mere eller mindre virkeligt eller smertefuldt.
Men det er en anden måde at anskue hele situationen på, end ved at ende i den konklusion, mange af os desværre havner i, nemlig at:
Der er noget galt med barnet.
Når vi havner i den konklusion, går vi rundt og bliver mere og mere irriterede på barnet. Eller på vores partner – som tydeligvis ikke ser det samme, som vi gør. Det kan vise sig som tanker om barnet i retning af:
Det er for uopdragent.
Umodent.
Forkælet.
Utaknemmeligt.
Hensynsløst.
Genkendeligt?
Barnet må simpelthen lære nogle manerer.
Tage sig sammen.
Finde ud af, at der også er andre mennesker, der har lov til at være her.
Problemer med bonusbørn skaber negative tanker – om barnet og din partner
Kender du de tanker? Så mærk lige efter: Hvilke følelser mærker du egentlig, mens du tænker sådan?
Mit gæt er, at det ikke føles godt. Det er ikke et rart sted at være, når vi tænker sådan, om vores partners barn eller børn.
Rollen som bonusforælder er svær at finde hoved og hale i – læs mere i mit tidligere blogindlæg her.
Problemer med bonusbørn føles som en knude i maven
De mennesker jeg taler med, beskriver følelsen som:
En knude i maven
Afmagt
Som at løbe hovedet mod en mur
Slå i en dyne
Være tilskuer eller gæst i eget liv
Frygt for om parforholdet kan holde: “Hvis ikke det hér bliver anderledes, så…“
Altsammen tanker der er stressende og aktiverende.
Når dine følelser kommer ud som vrede og irritation
Følelserne fylder, og de ender tit med at komme ud som irritation eller vrede. Det kan være i form af irettesættelser og formaninger overfor barnet, eller i skænderier og opgør.
Men det kan også være, at følelserne i stedet kommer imellem dig og din partner.
I jeres forsøg på at få kontakt og få talt om det, der er så vigtigt for jer, får I i stedet optrappet og aktiveret jeres negative konfliktmønster.
Læs mere om negative konfliktmønstre i mit tidligere blogindlæg her.
Negative cyklus tager jer væk fra hinanden
Når I to havner i negativ cyklus, mister I kontakt og kapres af svære følelser.
Det kan føles som at være i alarmberedskab. I reagerer typisk ved at den ene “kæmper” for kontakt ved at bebrejde og kritisere.
Mens den anden “flygter” ved at forsvinde mentalt, følelsesmæssigt eller simpelthen ved at gå fra situationen.
Summasumarum: I havner på hver jeres ø og føler jer ensomme. Og problemerne med jeres børn og bonusbørn blev ikke løst.
Problemer med bonusbørn kan få jer til at polarisere
Du begynder måske at anklage din partner for ikke at opdrage godt (læs: strengt) nok. Eller du understreger, at når I får fælles børn, skal tingene gøres anderledes.
Det kan føles truende for din partner, der nu bliver endnu mere eftergivende overfor egne børn. Og der kan opstå opdelinger af familien (mig og mine børn vs. dig og dine børn), alliancer og en slags kamp om, hvis regler er bedst og rigtigst.
Svært at finde fælles fodslag
Hvis I allerede har fælles børn, mærker du måske en sorg over, at forholdet og opdragelsen åbenlyst er anderledes overfor dem.
Du hører måske dig selv klage din nød til veninder, venner, kolleger, i Facebook-grupper for bonusforældre og sammenbragte familier.
Det virker håbløst og uløseligt. Og nedenunder dette mærker du måske:
Alene og ensom.
Sorgfuld.
Skuffet. Og måske den værste af dem alle: Som helt, helt ubetydelig for den, der er så vigtig for dig – din partner.
Dine følelser er IKKE forkerte
Jeg kommer ikke til at fortælle dig, at dine følelser er forkerte. Som i – aldrig. For det er følelser ikke. Og det løser ikke noget at lægge låg på og håbe det bliver bedre, hvis du lige sluger en kamel mere.
Men dine eller andres følelser, og de konklusioner de svære følelser fører til, er ikke nødvendigvis et godt spejlbillede af virkeligheden eller “sandheden”.
Svære følelser er budbringere om, at her er noget, I skal tage hånd om. Ikke budbringere om, at nogen er forkerte.
Så jeg kommer til at rette dit og jeres blik et andet sted hen end mod børnene.
For dine oplevede problemer er helt reelle. Og dine svære følelser, som problemerne afføder er også reelle.
Problemer med bonusbørn løses ikke med gode intentioner
Det er ikke noget, du bilder dig ind og ikke noget, andre, normale og mere velfungerende mennesker bare finder ud af og lever med.
Det er normalt at opleve uoverensstemmelser og værdisammenstød, når man lever i en sammenbragt familie. Det kræver et reelt stykke arbejde.
Men de konklusioner og løsninger du sidder tilbage med (fx noget i stil med at børnene er forkerte og uopdragne), vil jeg råde dig og jer til at tænke over mere end én ekstra gang.
Den gode nyhed er, at du og din partner kan gøre noget, der hjælper. For det er jer, de voksne, der kan gøre noget for at forandre situationen – så I skal gang; også selvom det ikke altid vil være lige let.
Den anden gode nyhed er, at I aldrig ville hidse jer sådan op over problemerne, hvis ikke I var meget vigtige for hinanden.
Problemer med mine, dine eller vores børn føles ofte som truende eller en potentiel deal-breaker, og derfor bliver I så hurtigt aktiverede.
Mit bedste råd er, at I ser det som en mulighed for at stå stærkere sammen som par og få udfoldet samtalen om, hvad I vil sammen so sammenbragt familie.
Den svære (og vigtige!) samtale
Så I skal i gang med at tale sammen om det, der er så betydningsfuldt og svært.
De følelser, der kan virke forbudte og tabuiserede, fordi det handler om hinandens børn – men ikke desto mindre følelser, der er ægte, der fylder og som kan spærre vejen for, at det bliver bedre.
Udover tid til at tale sammen – kræver det også disse 3 ingredienser. Fra jer begge, vel at mærke:
1) Læg bebrejdelserne på hylden
Det kan være svært ikke at synes, det er din partner, der er gal på den, hvis han/hun ikke oplever det samme, som du gør.
Men den tilgang må du lægge på hylden, hvis I skal have jer en ordentlig samtale.
Hver jeres oplevelse af situationen kan sagtens være meget forskellig.
Og der er ikke noget facit på, hvordan det er mest rigtigt at opleve virkeligheden. Så vær lydhør og øv jer sammen i at se situationen fra den andens side.
Én måde at træne det er, at I begge starter jeres sætning med at sige, hvad du FORSTÅR ved det, din partner lige har delt om det, vedkommende oplever.
2) Husk jeres fælles mål
Jeres samtale handler ikke om, hvem der har ret og hvem, der tager fejl.
Den handler om at få både parforholdet og den sammenbragte familie til at fungere – på trods af, at der kan være uenigheder og forskelle imellem jer.
Så hold øjnene på bolden. Det er jer, der er de voksne og jer to, der skal få det til at fungere for alle i familien.
Børnene har ikke valgt hverken brud, skilsmisse eller din nye partner. Så det er jeres opgave at gøre det til noget, børnene får lyst til at engagere sig i.
3) Anerkend, at I begge er på usikker grund
Husk at I begge vil det bedste for jeres parforhold og for familien, men at I begge er ude på usikker grund.
I har muligvis ikke prøvet konstellationen sammenbragt familie før. Der er mange behov, perspektiver og følelser, der skal tænkes ind og tages højde for – også aspekter, som ingen af jer var forberedte på.
Det er i udpræget grad en øvelse i at lægge stenene, mens I går.
Anerkend, at I begge leder efter en god løsning, også selvom I måske ikke er enige om, hvordan den skal udspille sig, og lige nu slet ikke kan se vejen.
Du og din partner skal være et stærkt hold
Netop derfor har I sådan brug for hinanden – husk at sige det højt. Mind hinanden om, at I ønsker jer at være sammen og at I begge har intentioner om, at det skal lykkes.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere.
Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Søger du (også) værktøjer og redskaber til din sammenbragte familie?
Sammenbragte familier – andre forventninger end til kernefamilien
Søger du (også) værktøjer og redskaber til din sammenbragte familie?
Planlæg indsatsen
Hvad hvis min partner ikke orker alt det her?
Familieliv under forandring
3 typer sammenbragte familier
Er vi mon en sammenbragt familie?
Det særlige ved sammenbragte familier
Kendetegn ved førstegangsfamilier
Kendetegn ved sammenbragte familier
Hvad er udfordringerne i sammenbragte familier?
De 5 livsvilkår i sammenbragte familier
En anden arkitektur i sammenbragte familier
Hvad er problemet?
Har I afstemt forventningerne?
3 tabuer (…som er så svære at tale om, at I lader være)
Tabu #1: Jeg elsker ikke dine børn
Tabu #2: Jeg føler mig som nr.2 i dit liv
Tabu #3: Jeg er gæst i mit eget liv
3 myter & faldgruber
Myte #1: Glade voksne giver glade børn
Myte #2: Vi skal behandle børnene éns
Myte #3: Når bare vi har gode intentioner og gør vores bedste, skal det nok gå
4 redskaber der styrker jeres sammenbragte familie
Kom i træning til livet i din sammenbragte familie
Se verden med flere øjne: Dine børns, din partners og dine bonusbørns
Du og din partner skal være et stærkt hold
Lyt til din partners oplevelser (også selvom du ser det helt anderledes!)
Øvelse: Tal fra hjertet – lyt med nærvær
Træn jeres konstruktive dialog
Øvelse: Bryd mønstret – stop negativt samspil
opdag, kortlæg og stands jeres negative kommunikationsmønstre
Vejen videre
Om psykolog & parterapeut Anja Gundelach Brems
Hvorfor arbejder jeg med sammenbragte familier?
Fra konflikt og tabu til styrke og fællesskab
Hvordan kan jeg hjælpe dig og jer?
Ordbog
Links & læsning om sammenbragte familier
Velkommen til – og tak fordi du læser med!
Velkommen til dette blogindlægget Styrk parforholdet i din sammenbragte familie. Indlægget er en guide til dig, din partner og jeres sammenbragte familie.
Så – tillykke med at du lige nu ved at læse med har valgt at gøre en indsats for dig, dit parforhold og din sammenbragte familie.
Guiden er en håndsrækning til dig, der ønsker at skabe en sammenbragt familie med plads til jer alle og jeres fælles drømme.
Til dig, der måske oplever, at det ikke altid er så nemt, som du havde forestillet dig trods jeres gode intentioner og hårde arbejde.
Til dig der nogle gange er på nippet til at give op, eller som i dit stille sind tænker, at: “Havde jeg vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg aldrig kastet mig ud i projekt sammenbragt familie…”
Sammenbragte familier – andre forventninger end til kernefamilien
Mit gæt er, at du ønsker, noget skal blive anderledes. I dit parforhold og i netop din særlige udgave af en sammenbragt familie.
Du drømmer om, at noget kan (eller skal!) blive bedre og anderledes, men ved måske ikke helt, hvor du skal starte.
Det kan være, du lever med ’dine, mine og vores børn’. Med ekspartnere, deleordninger og masser af drømme og håb for fremtiden.
Det er normalt, at par i sammenbragte familier bakser med nogle udfordringer, der knytter sig til denne særlige familieform. Det er også normalt, at I ser meget forskelligt på det hele.
Forskellighederne er i sig selv behøver ikke at være et problem – for alle par er forskellige. Men de følelser, forskellighederne vækker hos jer – og det, I gør med jeres følelser undervejs – kan blive afgørende for, om I lykkes med jeres sammenbragte familie.
Og sammenbragte familier er anderledes end førstegangs- eller kernefamilien.
Vi må altså have andre forventninger til os selv og hinanden i en sammenbragt familie end i førstegangsfamilien.
Søger du (også) værktøjer og redskaber til sammenbragte familier?
Ofte kommer par, der søger hjælp til deres parforhold i en sammenbragt familie, med forskellige ønsker om ”redskaber og værktøjer” til fx bedre kommunikation, mere sex og intimitet, konfliktløsning mellem børnene, fælles regler eller – ja, fortsæt selv listen.
Denne guide er sådan et redskab – til et stærkt fundament, at styrke jeres kommunikation og til at hjælpe jer med at opdage, håndtere og standse konfliktmønstre. Så I får mere plads til alt det gode.
Planlæg indsatsen
Som med alle ønskede forandringer, kræver det en indsats. I skal måske sætte en aften eller formiddag af med uforstyrret tid i en time eller to. Og efterfølgende få lagt en plan for, hvordan I vil arbejde med øvelserne og få sat tid af til hinanden.
Min erfaring er, at vi højner chancen for at få tingene ført ud i livet, når vi bliver konkrete og laver aftaler med hinanden og fra det sted kan melde tydeligt ud til børnene.
Hvad hvis min partner ikke orker alt det her?
Mit bedste råd er, at du går i gang selv!
Du kan starte med at læse bogen og lave nogle af øvelserne selv. Du kan træne perspektivskifte og se situationen med både din partners og dine børns øjne.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at indsatsen virker bedst, hvis I arbejder sammen som et team.
Men hvis tingene er fastlåste, er det min erfaring, at små ændringer gør en stor forskel, og at det begynder at ske stille og roligt, når den ene går i gang.
Hvis det er dig, så: Fat mod og smøg ærmerne op.
Jeg er med dig hele vejen. Og du er mere end velkommen til at kontakte mig undervejs, hvis du har brug for hjælp.
I takt med at mange bliver skilt eller får børn i andre konstellationer bliver sammenbragte familier stadig mere almindelige.
Det kan være, du lever i parforhold nr. 2, 3, 4 eller bevares – hvem tæller?
Men hvis bare én af jer har børn fra et tidligere forhold, er I en sammenbragt familie. Også selvom I ikke bor sammen, eller jeres børn for længst er flyttet hjemmefra.
3 typer sammenbragte familier
Du lever i en sammenbragt familie, når mindst én af jer har børn fra tidligere. Der er 3 overordnede former for sammenbragte familier:
Én af parterne har eller ét eller flere børn fra tidligere
Begge parter har ét eller flere børn fra tidligere
Den ene eller begge i parret har ét eller flere børn fra tidligere – og sammen har I ét eller flere fælles børn
Er vi mon en sammenbragt familie?
Mange par jeg møder, tænker slet ikke sig selv som en del af en sammenbragt familie. Som Rebecca, gift med Mikkel med en datter fra tidligere, sagde til første parsamtale:
”Jeg har aldrig tænkt over, at vi er en sammenbragt familie. Jeg har bare tænkt, at der er ham, hans datter – og så mig.”
Da begreberne kom på plads, var der mange af deres oplevelser, der bedre gav mening. Som rent faktisk kunne forklares med andet, end at noget er galt, eller nogen, der er forkerte.
Så velkommen til din sammenbragte familie
…også til dig, der slet ikke troede, det var sådan én, du levede i.
Det særlige ved sammenbragte familier
Måske ved du det allerede – men: Du lever nu i en væsensforskellig anderledes familie end kernefamilien. Her er nogle væsentlige forskelle mellem førstegangs- og sammenbragte familier:
Kendetegn ved førstegangsfamilier
Bor (som oftest) i samme bolig
Parret kommer før børnene
Begge forældre er biologisk eller formelt set børnenes forældre og samarbejder om børnenes fælles bedste
Parret har tid til at udvikle fælles traditioner, regler og rutiner, før børn er en del af billedet
Kendetegn ved sammenbragte familier
Familiens medlemmer har bolig i flere hjem – og relationen opstår gennem de voksnes parforhold
Børnene var der før parforholdet
Parret består af én forælder og én bonusforælder
Både forældre og bonusforældre skal forsøge at dække deres børns ofte modsatrettede behov
Parret har begrænset (eller ingen!) tid til at udvikle fælles regler og rutiner
Parret starter i parforholdet med forskellige familiekulturer – den nye familiekultur skal skabes, ’mens vi går’
Bonusmødres position er belastet af modsatrettede forventninger og myter om ”den onde stedmor”
Rolleforvirring for begge i parret: Hvad er min position? Hvor har jeg indflydelse, magt, forældreansvar, veto-ret?
Børn kan føle sig splittet i konflikter mellem forældre, der lever i forskellige hjem – og mellem forældre og bonusforældre
Sammenbragte familier opstår på baggrund af tab, fx dødsfald, brud, skilsmisse, separation
Hvad er udfordringerne i sammenbragte familier?
De 5 livsvilkår i sammenbragte familier
Dr.Patricia Papernow er en amerikansk psykolog og forsker, der peger på 5 livsvilkår, der gør sig gældende for livet i sammenbragte familier:
Forældre føler sig klemt mellem deres børns og deres partners behov. Bonusforældre og børn kan føle sig udenfor, jaloux, underprioriterede og oversete.
Børn kæmper med tab, loyalitetsbånd og mange forandringer
Forældreopgaver og børneopdragelse deler og splitter de voksne
Sammenbragte familier skal skabe en ny familiekultur – mens de respekterer de allerede eksisterende familiekulturer
Ekspartneren er en del af den sammenbragte familie
Fælles for de 5 livsvilkår er, at de ikke går væk. Det er ikke udfordringer eller problemer, som står på i en periode, og derefter kan løses, hvis vi prøver hårdt nok. De er kommet for at blive.
Du og din partner skal arbejde sammen om at tackle dem på en god og konstruktiv måde, hvis I vil lykkes med jeres sammenbragte familie.
En anden arkitektur i sammenbragte familier
Den sammenbragte families anderledes arkitektur og de 5 livsvilkår skaber helt anderledes rammebetingelser for jeres indbyrdes følelsesmæssige tilknytningsbånd.
Det gør, at I skal opdrage jeres børn, skabe regler og rammer på nye måder. Og I er muligvis nødt til at justere jeres forventninger til de indbyrdes relationer og følelsesmæssige forbindelser.
Jeres indbyrdes relationer er anderledes, end da I tidligere (måske) levede i en kernefamilie eller som soloforælder-familie.
Det er ikke givet, at børn holder af fars eller mors nye kæreste eller omvendt. Og de voksnes overbærenhed og empatiske indlevelse er helt anderledes overfor partnerens børn, end overfor sine egne.
Andres børn vækker helt andre reaktioner i os. Det er helt normalt. Men vi skal kunne tale om det og være opmærksomme på de forskelle, vi ser, og de følelser, det vækker:
Stine på 35 fortæller:
“Da Nikolajs dreng var lille, husker jeg, at vi skændtes om, hvorvidt han måtte sidde med bar numse i sofaen. Jeg syntes simpelthen, det var så ulækkert og uhygiejnisk.
Nu hvor vi har fået vores datter, er jeg næsten flov over alle de diskussioner fra dengang. Jeg synes, det er kært, når hun ‘tusser rundt’ uden ble på, og hvis hun tisser i vores dobbeltseng gør det ingenting.”
Det er svært at gøre noget nyt og andet, end det, I er vant til. End det, I intuitivt fornemmer eller synes er ’naturligt’. Det ’naturlige’ er det, vi er vant til.
Jeg vil nu guide jer igennem og lære jer om en række områder, som jeg varmt vil invitere jer til at reflektere over og muligvis også gøre anderledes.
Hvad er problemet?
Måske oplever du, at svære følelser, problemer, tabuer, ekspartnere, logistik og børneopdragelse kan true nærheden mellem jer?
Så er du ikke alene. Rigtig mange par i sammenbragte familier oplever alvorlige konflikter og udfordringer.
Den dårlige nyhed er, at det er svært at få en sammenbragt familie til at fungere.
Faktisk viser statistikker, at ca. 75% af alle par i sammenbragte familier går fra hinanden. Ikke fordi de ønsker det, eller fordi de mangler håb eller gode intentioner, men fordi det er et svært projekt at lykkes med.
Den gode nyhed er, at der er en masse, som du og din partner kan gøre.
Har I afstemt forventningerne?
Undersøgelser viser, at kun få par på forhånd taler med hinanden og børnene om, hvilke udfordringer I kan møde, når I flytter sammen eller begynder at bringe jeres børn sammen. Både børn og voksne fortæller, at de føler sig uforberedte og overraskede over, hvor meget det svære fylder.
Måske har du forsigtigt prøvet at nævne noget for din partner uden at få hul igennem. Eller I har talt om det, men på en måde, så det skabte konflikt og distance.
Måske kom du eller din partner til at bebrejde og kritisere hinanden undervejs.
Så I blev fanget af et negativt mønster, mistede kontakt og havnede noget alene på hver jeres ø. Hvorefter du eller jer begge undgik emnet i lang tid – indtil en eksplosion var uundgåelig.
Fastlåst kommunikation skaber smerte, frustration og magtesløshed. Og det er her, man kan komme til at tænke, om det virkelig er besværet værd?
Her er nogle eksempler på, hvad vi nogle gange undgår at tale med hinanden om. Ofte fordi vi håber, det går over af sig selv.
Og fordi vi frygter, hvad der vil ske, hvis vi vover pelsen og deler vores inderste tanker og følelser med hinanden (som ikke altid er så smukke).
3 tabuer (…som er så svære at tale om, at I lader være)
Tabu #1: Jeg elsker ikke dine børn
Mød Nina, der lever i en sammenbragt familie. Familien består af Nina, hendes datter på 8 år, og så er hun gift med Gustav, der har to drenge på 10 og 13 år. De har boet sammen i 1½ år. Nina fortæller:
” Jeg føler ikke, Gustavs børn er mine drenge. Jeg lever med dem, men jeg elsker dem ikke. Jeg skammer mig over, at jeg tænker sådan.
Jeg er normalt meget rummelig som menneske, men overfor dem er det sværere, og jeg glæder mig tit til de tager afsted igen. Jeg føler mig ond, når jeg tænker sådan.
Det er meget svært for os at tale om, da vi hurtigt går i forsvar på vores egne eller børnenes vegne.
Hvis én af os har brug for at komme med kritik af noget, der sker med børnene, føler vi os hurtigt forkerte og angrebet for ikke at gøre det godt nok som forældre.
Er det bare sådan, det er? Skal vi hellere lade være med at tale om det?”
Det korte svar er: Ja – det er sådan, det er. Altså, du kan ikke ændre på de svære følelser, du mærker.
Og de går ikke væk, selvom du selv eller din partner siger, at det er uretfærdigt, ukonstruktivt eller urimeligt.
Men: Nej – det behøver ikke være sådan, at I ikke kan tale om det, uden at tingene eskalerer.
Skyld, skam og dårlig samvittighed
Så: Skuldrene ned. Det er virkelig normalt, hvis du ikke har varme følelser for eller ikke oplever at elske din partners børn.
Lige så normalt er det også, at det kan være svært for jer at sætte ord på. For det kan vække skyld, skam og dårlig samvittighed for den, der bringer temaet op.
Og det kan helt forståeligt vække smerte, sorg og frustration hos den partner, der hører sin elskede partner tale sådan om sine elskede børn.
Svært at sætte ord på
Problemet opstår, hvis det er svært for jer at sætte ord på de tabuiserede følelser.
Bare det at sige til sin partner: ”Jeg elsker ikke dine børn” eller: ”Jeg er ked af, at dine børn ikke elsker mig”, kan for partneren være sårende at høre, selvom det ofte kan normalisere og forklare vrede og frustrationer.
Set fra den anden stol, kan det bestemt også være sårbart og gøre ondt på dig, hvis du fornemmer, at din partner ikke har varme følelser for dine børn.
Det ville da være meget nemmere, hvis man selv følte eller hørte sin partner sige: ”Vi har 3 børn tilsammen. Og så er det da lige meget, hvem der er forældre til hvem”.
Det er bare meget sjældent sådan, det opleves.
”Det er altså ikke sådan, jeg er normalt…”
Det er særligt svært, når det, vi synes, vi kan og står for generelt (at være rummelig og overbærende for eksempel) pludselig er helt anderledes, når det kommer til vores partners børn. men fordi I er vigtige for hinanden, er der så meget på spil, og derfor føles det risikofyldt at bringe tabuet op.
I skal øve jer i at forsikre hinanden om, at I mærker forskellige former for kærlighed, der for alt i verden ikke må sammenlignes. Så I må ikke bringe hinanden ind i en følelse af at skulle vælge side eller opstille en form for ultimatum.
Vores tilknytningsbånd er forskellige
Vores følelser er (som oftest) anderledes, når det handler om vores partners børn, end de er for vores egne. Det er normalt.
Når det så er sagt, så kan følelsen af ’mit eget barn’ sagtens være tilstede, uden der er tale om blodets bånd. Det kan være børn, du har adopteret, er medforælder til eller bonusbørn, som du har udviklet en tæt kærligheds- og omsorgsrelation til (se Ordbog til sidst i indlægget).
Pointen er bare, at kærligheden og den naturlige tilskyndelse til at vise omsorg, empati og overbærenhed overfor egne børn, som oftest er kvalitativt anderledes end det, vi mærker overfor andres børn.
Dine børn elsker ikke mig
Det kan også være smertefuldt ikke at blive mødt i sin kærlighed til sin partners børn, hvis de rent faktisk er gået lige i hjertet på én.
For på samme måde er børns følelser for deres bonusforældre som oftest også kvalitativt anderledes, end de følelser børnene nærer for deres forældre.
Bente på 67 år fortæller her om mødet med sin mands voksne datter:
”Da jeg mødte hans datter, var det for mig kærlighed ved første blik. Hun var den datter, jeg aldrig fik, og jeg har taget hende til mig, som var hun min egen. Jeg knuselsker også hendes børn som mine egne børnebørn.
Men det er helt tydeligt, at hun ikke ser mig på samme måde. Børnene omtaler mig som ’morfars kone’, selvom jeg har prøvet med Bedstemor, og det giver et stik i hjertet hver gang.
Jeg tror, hun synes, jeg er en sød og hyggelig dame – men så heller ikke mere end det.”
For Bente har det stor betydning, at hun kan dele de følelser af at ’elske mere’ med sin mand, John. Det fælles er, at de elsker hans datter.
Det forskellige, at Bente kan bakse med svære følelser og afvisninger. Det er lettere for hende at bære, når hun ikke står alene med det. Det har afgørende betydning i deres parforhold, at hun ved, hun kan dele det med John.
Tabu #2: Jeg føler mig som nr.2 i dit liv
Til en parsamtale fortalte Charlotte på 37 år om en situation, der for hende havde været pinefuld. Hendes mand, Jens, og hans børn fra tidligere sad og så på billeder af deres mors og fars bryllup, som Charlotte af gode grunde ikke havde været med til.
Brylluppet var mellem Jens og hans tidligere kone, og det var foregået mange år, før Charlotte mødte Jens (som hun i øvrigt selv er gift med nu).
Da vi talte om, hvad der havde ramt hende og gjort episoden svær, fortalte hun følgende:
Hun følte sig udenfor de andres hyggelige situation. Midt i sit eget hjem. Og det gjorde hende trist og utilpas.
Samtidig blev hun skamfuld over, at hun ”ikke kunne unde dem” dette øjeblik eller bare deltage og smile for familiefredens skyld. Hun følte sig pludselig usikker på Jens og jaloux på hans ekskone og deres forhold.
Det var svært for hende at overvære Jens og børnene dele et – både dejligt og for dem også lidt sorgfuldt – minde fra en svunden tid i deres oprindelige familie. For hende vækkede det frygt: ”De synes måske, det hele var bedre dengang? Jeg er en trist efterligning, og vores familie og ægteskab er en dårlig kopi.”
Det ramte et ømt punkt for Charlotte, at Jens’ ægteskab med hende er ægteskab nummer 2. For Jens’ ægteskab holdt jo ikke?!
Så hvad siger det om fremtidsudsigterne, om ægteskabet, og om Jens’ tro på, at et parforhold kan holde i længden?
Efterfølgende blev hun ked af det og vred over, at Jens ikke forstod, hvor svært det var for hende, da hun prøvede at tale med ham om det.
Hun kom til at sidde med en utryg og ensom fornemmelse af, at: ”Hvis vi ikke engang kan tale om det, er der så plads til mig? Kan jeg så overhovedet være her?”
Charlotte fortalte videre:
”Jeg kan få den tanke, at vores forhold er ’det næstbedste’. Hans eks forlod ham for en anden, og jeg ved, han var knust i flere år efter. Jeg kan frygte, at han ville tilbage til hende, hvis han kunne, mest for børnenes skyld.
Jeg er også ked af, at Jens har delt den store oplevelse at blive forældre med sin ekskone, og vi ikke har.
Der er et særligt fællesskab mellem dem, som jeg ikke er en del af. Det kan jeg godt være jaloux over, selvom det ikke rigtig giver mening.”
Svære følelser lever bedst i det skjulte
Den slags følelser gør ondt, og sidder du alene med dem, vokser de. Får du ikke delt de svære følelser med din partner, giver du heller ikke ham/hende en chance for at afkræfte din værste frygt:
At du nok bliver forladt
At du altid vil være næstbedst
At din partner vil vælge børnene over dig
At du ikke rigtig er vigtig for din partner
…eller hvad din frygt nu engang hvisker dig i øret.
Tabu #3: Jeg er gæst i mit eget liv
Som tidligere nævnt er sammenbragte familier i udpræget grad et nyt, fælles ’rum’, hvor mange forskellige og ofte modsatrettede behov skal mødes.
Det er hårdt arbejde og kan måske til tider efterlade jer begge med følelsen af, at: ”Alle andres behov kommer før mine.”
Det kan være følelsen af at være magtesløs og uden reel indflydelse på beslutninger, der påvirker dig:
At du ikke kan planlægge en ferie eller weekend uden at det involverer et utal af mennesker.
At du kan have holdninger og sige din mening, men at du ikke er den, der kan træffe de afgørende valg, når det gælder
At mængden af planlægning og logistik kan være tidskrævende og overvældende.
Nogle bonusforældre oplever at føle sig reduceret til en ’praktisk gris’. Én, der kun kan bruges, når der skal laves mad, ryddes op, eller når nogen skal køres til håndbold.
Man kan føle, at man alligevel ikke rigtig bliver værdsat, eller at de omsorgsfulde, kærlige handlinger, man arbejder så hårdt for at vise, alligevel ikke udmønter sig i bedre relationer og varmere følelser fra børnenes side.
Det er stadig kun far eller mor, der er vigtig, og som duer, når det gælder. Det kan føles uendeligt utaknemmeligt og tære på selvtilliden.
At føle sig udenfor – hjemme hos sig selv
Jeg hører ofte bonusforældre fortælle om oplevelser af at føle sig udenfor, på kanten eller ikke så vigtig. Hverken for børnene eller for partneren – når børnene er der.
Her fortæller Dea, som lever sammen med Anton og hans to drenge:
”På vej op af trappen kan jeg bare blive så træt. Jeg har slet ikke lyst til at skulle hjem. For jeg føler mig ikke hjemme, når Antons børn er der.
Anton synes, det er så trist, at jeg har det sådan. Jeg prøver at holde mig lidt for mig selv, når hans piger er der. Men jeg føler mig stadig alene.”
Dea har ikke børn fra tidligere, så for hende er forholdet til Anton hendes vigtigste og første prioritet. Mens Antons livsvilkår er, at han skal balancere sin tid og opmærksomhed mellem Deas og børnenes behov.
Når vi har ’følelsesmæssige blå mærker’ fra tidligere
Derudover kommer Dea fra en familie, hvor hendes lillebror blev favoriseret. Så man kan sige, hun har et ’følelsesmæssigt blåt mærke’ omkring at føle sig underprioriteret og mindre betydningsfuld, hvilket gør det sværere for hende ’bare’ at være den voksne, der bærer over med børnenes behov for deres far.
At føle sig forladt følelsesmæssigt af Anton genaktiverer smertefulde oplevelser af svigt og ensomhed, og hun har i den grad brug for at kunne række ud efter hans omsorg for at trives i deres parforhold og sammenbragte familie.
I har brug for hinanden
Når vi er hjemme og sammen med vores partner, er det forståeligt, at vi har en forventning om rent faktisk at føle os hjemme:
At man bliver mødt med varme, føler sig velkommen, set, ønsket og værdsat (det gælder selvfølgelig både børn og voksne).
Men hvis éns partner eller bonusbørn taler om mennesker, man ikke kender, ferieminder og oplevelser fra en tid, hvor man ikke var en del af familien, kan det virke sårende og fremmedgørende.
Hvis man oveni købet har erfaringer med at føle sig som outsider i sin oprindelige familie, kan disse følelser føles helt ubærlige.
Her har du brug for at kunne række ud efter din partner, så du ikke oveni skal føle dig helt alene.
Det er vigtigt, at du og din partner forstår, at smerten og ensomheden ikke er et krav om, at børnene skal forlades eller forsømmes.
Bærebjælken mellem jer skal være stærk
Hvis du er bonusforælder reagerer du, fordi din partner har stor betydning for dig. Du har brug for hans eller hendes støtte og forsikring om, at jeres bånd også er stærkt.
At bærebjælken mellem jer og jeres intime rum er trygt og stærkt. At I har noget, der er jeres, som er eksklusivt, og hvor du føler dig særlig.
Og I skal sammen finde ud af, hvilke handlinger eller sætninger, der skaber denne følelse hos jer.
Det er ikke sikkert, det kræver mere end et klem, et varmt blik eller at I lige taler om det, før I går i seng.
Visheden om at din partner ved, hvordan du har det og at du mærker, han eller hun arbejder omsorgsfuldt for at se tingene fra dit perspektiv er altafgørende for jeres parforhold og jeres sammenbragte families trivsel.
3 myter og faldgruber
Myte #1: Glade voksne giver glade børn
I en sammenbragt familie er der mange interesser og følelser i spil på én gang. Der er mange mennesker og perspektiver på alting:
Når der skal vælges film om fredagen
Når der skal besluttes, hvad menuen skal stå på
Når I skal på ferie eller planlægge aktiviteter
Når I skal vælge, hvem der sidder på forsædet i bilen eller ved siden af hvem i sofaen, osv.
Der er simpelthen mange mennesker, der skal høres og mange relationer, der skal plejes og styrkes, for at alle medlemmer i familien trives.
De mellemmenneskelige relationer i en sammenbragt familie kan deles sådan op:
Forholdet mellem dig og dine børn
Forholdet mellem din partner og vedkommendes børn
Dine børns forhold til din partner
Dit forhold til dine bonusbørn
Børnenes indbyrdes relationer
Og så er der: Jeres parforhold
Mange modsatrettede behov
Alle disse relationer skal passes og have kærlig opmærksomhed, for at samværet fungerer.
Hvis du og din partner er for hurtige og ivrige for at blive én samlet familie, er faldgruben, at tempoet stiger for hurtigt, og at de indbyrdes relationer ikke kan bære. Forandringerne og manglende 1:1 tid med egen forælder kan overvælde børnene, der vil reagere med modstand. Jeres parforhold kan også lide afsavn i processen.
Det sværeste tidspunkt i en sammenbragt familie er netop, når I alle er samlet på én gang. Her er alles behov tilstede samtidig, og alle har sværest ved at imødekomme og balancere tid og opmærksomhed ligeligt. Det er ofte her, konflikter opstår. Og her der er mindst tid og overskud til at løse dem.
Det trygge bånd mellem barn og egen forælder kommer før jeres parforhold
Forskning i sammenbragte familier viser, at når børn har det godt og trygt med deres egen forælder, så bliver der mere plads til den nye partner – både følelsesmæssigt og ofte også helt konkret.
Børns velvilje og rummelighed overfor bonusforældre hænger altså mere sammen med graden af tryghed i relation til deres egen forælder end med dig som person (hvis du er bonusforælder).
Så udtrykket: ”Glade forældre giver glade børn” holder (måske) i førstegangsfamilier – men IKKE i sammenbragte familier.
Når I er sammen, mens der er børn, fungerer det bedst, hvis I tager jer af børnenes behov før jeres parforholds behov.
Bagsiden af medaljen er, at det kan koste i intimitet og nærvær mellem jer to i parforholdet. Det vender jeg tilbage til.
Myte #2: Vi skal behandle børnene éns
For nogle par i sammenbragte familier er det et savn, at de ikke på samme måde som i førstegangsfamilien kan glædes og varmes over forældrekærligheden til fælles børn.
Og hvis I har fælles børn, kan det være svært at skabe plads til jeres fælles forældreskab og glæde, fordi jeres særbørn kan føle sig klemt.
Er det et problem, der kan løses én gang for alle? Er der noget galt med børnene, dig, din partner eller parforholdet, fordi det er svært at balancere?
Nej, I er bare stødt ind i ét af de livsvilkår, der er særlige for en sammenbragt familie, og som berører jer alle. Det kan føles sårbart for jer alle på forskellige måder.
Det behøver dog ikke i sig selv at være noget, der splitter jer. Men I voksne er nødt til at gå forrest og sætte ord på, at her er noget, der kan være svært og sårbart.
Det er vigtigt, at I kan være sammen om livsvilkåret: Vi elsker børnene i vores familie forskelligt. Men I skal vise og fortælle, at alle er særlige og specielle for nogen.
Og I skal rumme og favne, hvis det fra tid til anden er svært for nogle af børnene. At børn kan føle sig overset, uretfærdigt behandlet eller underprioriteret – også selvom det ikke var jeres intention.
Der kan nemt ske misforståelser, ske ting, som I ikke lige ser, eller som I bare ser MEGET forskelligt. Her handler det om at lytte, give plads og rumme, at barnet har oplevet noget svært og smertefuldt.
Og så må du og I bagefter finde ud af, hvad I kan eller skal gøre ved det.
Forskelsbehandling eller forfordeling?
Så fordi følelser og tilknytningsbånd er forskellige, skal I behandle børnene forskelligt. Det er ikke det samme, som at nogen demonstrativt skal have større slikposer eller større tøjbudget.
Det kan bestemt være en idé at afstemme nogle lavpraktiske områder af børnenes liv, hvis det er muligt. Og at I samtidig er opmærksomme på og indfølende omkring, hvordan jeres handlinger kan opfattes af børnene.
Men der kan også være tilfælde, hvor I ikke kan enes om fælles regler, der gælder for begges børn. Og så er det jeres opgave at tage fælles ansvar for at forklare fx teenagere, at der gælder andre regler om alkohol eller hjemkomsttider for den enes børn end den andens.
Det er ikke jeres forskellige regler, værdier eller opdragelse, der er problemet. Det er de svære følelser, forskellighederne vækker hos jer – det er dét, I gør (eller ikke gør) med de svære følelser, som skaber problemerne. Både overfor hinanden og børnene.
Myte #3: Når bare vi har gode intentioner og gør vores bedste, skal det nok gå
Jeg har ofte hørt par i sammenbragte familier udtrykke smerte og frustration over, at det hele skal være så svært – når nu vi elsker hinanden?! Når nu alle er søde, dygtige, velbegavede og velmenende mennesker.
Som Morten her giver udtryk for:
”Jeg har altid haft et lyst og positivt sind. Jeg har tænkt, at hvis vi gør det, så godt vi kan og giver dem (børnene) masser af kærlighed, så skal det hele nok lykkes.
Det er frustrerende og skamfuldt at kigge tilbage og konstatere, at det ikke var nok.”
Når vi nu lykkes med alle mulige andre projekter i livet, så må det da også være muligt at leve sammen? Hvor svært kan det være?
Svaret er: Svært – men ikke umuligt hvis du og din partner står sammen og løfter opgaverne i fællesskab!
Et klogt menneske sagde engang, at vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det er i den grad sandt i forhold til sammenbragte familier.
Gode intentioner er et godt udgangspunkt, men det afgørende er, om dine gode intentioner også omsættes, så de opleves som kærlige handlinger. Og her er det modtagerens respons, der fortæller dig, om du er lykkedes med projektet.
Her er du nødt til at tage din partner og (alle) jeres børn med på råd, løbende justere og lade dig korrigere, selvom det er smertefuldt.
”Alle stedforældre vil have mere opdragelse, disciplin og flere regler for deres stedbørn. Mens forældre ønsker mere kærlighed, forståelse og empati for deres børn.”
Vi får måske øje på det samme problem omkring et barn, men vores idéer om, hvad der skal til for at løse det, er meget forskellige:
”Du må lære hende at være mere selvstændig”
”Sæt flere grænser og opdrag dem bedre”
”Han må lære, at han ikke kan have mor for sig selv”
Det er desværre normalt, at I kommer til at polarisere. Men jo mere din partner presser, kritiserer eller kræver grænser og regler, jo mere beskytter og forsvarer du dine børn og omvendt.
Det er forståeligt. Jeg siger nogle gange til par, at det er (forstå mig ret) et godt tegn: I er gode, omsorgsfulde forældre, der forsvarer jeres børn. Problemet er, at jeres parforhold kan komme på prøve.
Rigtig mange børn og voksne, jeg har mødt gennem tiden, har smertefulde oplevelser med sig med ”bonusforældre”, der bestemt ikke har været en bonus.
Ofte kan I begge lære hinanden noget og komme med brugbar, konstruktiv kritik om hinandens børneopdragelse. Måske kan det endda føre til, at jeres forældrestile hver i sær kan få et tiltrængt løft.
Men kun hvis det tydeligt for jer begge, at I arbejder for alles fælles bedste, og at ingen af jer eller jeres børn bliver dømt, vurderet eller er under anklage.
4 redskaber der styrker jeres sammenbragte familie
Redskab nr. 1: Kom i træning til livet i din sammenbragte familie
Lad os slå endeligt fast: En velfungerende sammenbragt familie kommer ikke ”naturligt”. Naturligt betyder ofte det vi er vant til.
En velfungerende sammenbragt familie skaber I med en bevidst og velovervejet indsats. I skal altså gøre et stykke arbejde for at få jeres sammenbragte familie til at fungere.
Lyder det hårdt og svært? Fortvivl ikke.
Den gode nyhed er, at de færdigheder, du og din partner har brug for, kan læres og trænes.
Børnene skal inddrages med jeres hjælp og støtte, men det er aldrig, og jeg gentager aldrig, børnenes skyld eller ansvar, når tingene er svære. Jeres familie er under påvirkning mange steder fra.
Er der fx konflikter mellem jer og jeres ekspartnere, skaber dette ofte konflikter i jeres familie. Eller får barnets sårbarheder eller loyalitetsbånd til at røre på sig. Det er meget frustrerende.
Børnenes reaktioner skal ses som et spejl og deres bedste forsøg på at kommunikere, at noget er svært for dem. Det er ikke gjort mod dig, selvom det kan virke sådan.
Og dette ”noget”, som barnet bakser med, behøver ikke foregå indenfor jeres 4 vægge – men I er nøglepersoner i forhold til at få det løst for og med barnet. Hvis ekspartneren ikke er mulig at have med på holdet, har I to endnu mere brug for at stå stærkt sammen som team.
Det kan vække vrede og dyb uretfærdighedsfølelse hos dig og din partner – men det løser ikke problemerne.
Så hvilke færdigheder har vi brug for?
At leve sammen i en velfungerende sammenbragt familie kræver, at I lærer færdigheder som:
gode kommunikationsfærdigheder
overbærenhed
at udvise empati
at arbejde med egen andel og sige det højt, når du (også) jokker i spinaten
at sluge uendelige kameler – fordi overbærenhed, empati og ubetinget kærlighed ikke er givet i jeres interne relationer
Ovenstående færdigheder hjælper alle familier – og så kernefamilier. Der er også syndebukke, sorte får og tabuer i kernefamilier.
Og mange kernefamilier ville have også få en masse ud af at arbejde med at udvikle lignende færdigheder.
Som sammenbragt familie er det tvingende nødvendigt. Til gengæld har I mulighed for at blive pionerer indenfor denne nye familieform.
Jeg siger ofte til par i sammenbragte familier, at de skal se sig selv som en slags superbrugere ud i det at ’gøre familie’.
Så – nu er I her sammen. Og I har endelig chancen for at lære alt det, I måske ikke fik kigget på i første omgang.
Redskab nr. 2: Se verden med flere øjne: Dine børns, din partners og dine bonusbørn
Til dig, der er forælder til egne børn
Som forælder til egne børn er det ekstremt følelsesladet, hvis din partner (bonusforælderen) siger noget kritisk, fordømmende eller virker utilfreds med dine børn.
Det er næsten umuligt ikke at gå i forsvar, når nogen siger noget, der bare lugter af negativitet om éns børn.
Her er et par tips til, hvordan I kan mødes i den svære samtale, uden at jeres kommunikation stikker af i en negativ spiral:
Lad din partner vide, at hans/hendes feedback har stor vægt – fordi både din partner og dit barn er vigtige for dig.
Sig fx: ”Jeg vil gerne lytte, men du skal vide, det er sårbart og jeg er bange for at jeg om lidt går i forsvar. Vil du være påpasselig med, hvad du siger og tale langsomt og roligt?”
Til dig, der er bonusforælder til din partners børn
Som bonusforælder kan du komme til at kræve respekt fra børnene på lige fod med din partner (børnenes forælder). Du bliver måske irriteret og kommer derfor måske til at påtage dig en opdragende rolle, som jeres relation simpelthen ikke er klar til endnu.
Der kan være noget, barnet gør, som er svært for dig at leve med eller acceptere. Du har brug for din partners hjælp her, for det er som udgangspunkt forælderen, der skal opdrage, sætte grænser og opretholde regler.
Skab en god relation til dit bonusbarn – eller hjælp din partner til det samme
Her er et par tommelfingerregler til, hvad der hjælper en god relation til dine bonusbørn på vej:
brug sætningsbegyndelser som: ”Det ville være dejligt, hvis du…” eller: ”Det ville gøre mig glad, hvis du…” (dækkede bord, ryddede op efter dig selv på badeværelset, flyttede din skoletaske)
sig 5 gode, rosende ting, før du siger det næste negative, irettesættende (P.S. Dette virker også på din partner…)
skab et tillidsfuldt, trygt forhold til barnet, før du overhovedet tænker på at indtage en opdragende, irettesættende rolle.
Det trygge forhold kan du skabe ved at lave hyggelige ting med barnet, interessere dig for barnet eller støtte op om forælder/barn forholdet til begge forældre. Barnet skal mærke, at du er der med velvilje, interesse og støtte. Det er det stof, som tillid og respekt er lavet af.
Se verden med barnets øjne
Forskning viser, at for børn kan overgangen og processen med at vænne sig til livet i en sammenbragt familie føles sværere end det tab eller brud, der gik forud.
Barnets (negative) reaktioner kommer ofte helt bag på de voksne. Vi kan blive irriterede og frustrerede, hvis vi faktisk synes, vi forsøger at tænke på barnets behov og tage hensyn.
Her er, hvad vi ved fra forskningen:
Når der er et trygt og stærkt bånd mellem barn og forælder, bliver der plads til bonusforælderen (og dermed også til jeres parforhold)
Hvis børn reagerer negativt på bonusforælderen, er det første, du som barnets forælder kan afprøve at bruge mere 1:1 tid med barnet på egen hånd
Som bonusforælder kan dette være sorgfuldt. Du kan føle dig udenfor og tænke, at barnet kræver for meget opmærksomhed. Men det er som oftest vejen frem.
Også hvis det hele er gået godt i en periode, og barnet så pludselig igen reagerer med vrede og afvisning af bonusforælderen. Så er det i gang igen med 1:1 tiden med egen forælder.
Hvis det er et større barn kan det være her, du får talt med barnet eller den unge om, hvad der evt. er svært for tiden.
Redskab nr. 3: Du og din partner skal være ‘et stærkt hold’
Alle sammenbragte familier bakser med de samme livsvilkår.
Men det, der kan gøre jeres sammenbragte familie velfungerende er, hvis I forsikrer hinanden om, at I er på hold sammen. Også selvom det ikke altid føles sådan.
Medlemmerne på et hold kan sagtens være uenige fra tid til anden, ryge i totterne på hinanden og blive ramt af svære udfordringer undervejs.
Men I skal lade hinanden vide, at jeres intention er at I ønsker at arbejde sammen som et team. Så I sammen finder modet til at se jeres udfordringer i øjnene, kommunikere konstruktivt og finde jeres vej.
I skal finde jeres trygge ståsted, så I ikke kommer ind i et negativt mønster af gensidig optrapning. Hvor I konfronterer hinanden eller skaber pres med “enten… eller” og “hvis… så…” ultimatum-scenarier.
I skal hele tiden forsikre hinanden om, at når I tager noget svær op, er det, fordi jeres forhold og familieliv er så vigtigt for jer, at I er villige til at arbejde på at skabe gode, fælles løsninger.
Sammenbragte familier, der oplever fastlåsthed, højt konfliktniveau og problemer, kan komme til at eskalere det svære ved at polarisere.
Det er desværre almindeligt, at man fanges af et negativt mønster, hvor man enten trækker sig og undgår de svære samtaler. Eller hvor man kommer til at kritisere, bebrejde og udpege syndebukke i forsøget på at løse og finde ud af den svære situation.
Processen med at skabe en sammenbragt familie tager lang tid
Hvor frustrerende det end kan være at høre, så er det normalt, at det er en langvarig proces at skabe en fælles familiekultur med respekt for de to, I begge kom fra.
Vi snakker en proces, der tager år – ikke måneder. Har I teenagebørn og særligt piger i præpubertets- eller pubertetsalderen viser forskningen, at det er særligt vanskeligt. Mindre børn tager oftere processen lettere.
Mange par med voksne børn forventer, at deres parforhold og nye familiekonstellation vil være uproblematisk, nu hvor børnene er store, flyttet hjemmefra og måske har børn selv.
Ofte bliver par, der møder hinanden sent i livet med voksne børn, overraskede over, at processen ikke er så nem som først antaget. Livsvilkåret omkring forskellige familiekulturer kan fylde meget og kan gøre det særligt svært at definere, hvad der så er jeres nye familiekultur.
Det kan være rart at vide, man ikke er alene, hvis det er jeres situation
Redskab nr. 4: Lyt til din partners oplevelser (også selvom du ser det HELT anderledes!)
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange par der gennem tiden har henvendt sig med ønsket om:
redskaber og værktøjer til at kommunikere bedre
at undgå skænderier (gerne én gang for alle)
eller i det mindste: Finde nøglen til hvad der stopper den negative, selvforstærkende onde spiral, der får tag i dem, når sårbare emner er på dagsordenen
Alle par har områder af deres samliv, der vækker svære følelser og får os til at gå i forsvar, lukke ned eller ’angribe’. Det er menneskeligt og normalt. Og fuldstændig ubærligt når man står midt i det.
Jeg kan på det varmeste anbefale jer også at tænke på kommunikation som en række færdigheder, I skal øve og træne. Det er altid sværest, når emnet er svært og vækker sårbarhed og frygt. Så I skal i gang med at øve også når emnet er ‘lettere’ og i fredstid.
Øvelsen efter de 4 redskaber hedder Tal fra hjertet – lyt med nærvær. Den kan I bruge som udgangspunkt for træningen i at kommunikere bedre.
Øvelse: Tal fra Hjertet – Lyt med nærvær
Her får I det første konkrete redskab til at øve og styrke jeres kommunikative færdigheder. Det skal ikke føles naturligt – I er i gang med at øve en færdighed.
Øvelsen hedder Tal fra hjertet – Lyt med nærvær. Den findes også i min e-bog Styrk dit parforhold, som du kan downloade her. Eller du kan følge guiden herunder:
Regler for øvelsen
Begge
I skiftes til at være taler og lytter – vælg gerne en form for talking stick, der går på tur (fx en kuglepen eller andet, I kan sidde med som markerer taleretten)
Fokus på kropssprog – vend jer mod hinanden, så I signalerer åbenhed og nærvær
Regler til taleren
Fortæl noget vigtigt, svært eller dejligt. Hold det simpelt – hvad er essensen?
Brug korte sætninger og hold pauser, så lytteren kan gentage undervejs
Regler til lytteren
Lyt nærværende – stil dig til rådighed for det, din partner deler
Undgå at afbryde. Mister du fokus, så gør kærligt opmærksom på det, fx: ”Kan du holde en pause? Jeg vil gerne have det hele med”
Start med: ”Det, jeg hører dig sige, er…” og gentag – gerne næsten ordret. Det beroliger og sender et signal om, at budskabet er hørt (og så behøver man jo ikke gentage det)
Undgå at dele din egen mening lige nu – og lad være med at korrigere indholdet med din egen oplevelse
Spørg efter en opsummering: ”Har jeg fået det hele med?” Gå først videre, når din partner føler sig forstået
Din tilbagemelding er en opsummering af, hvad din partner har delt (ikke et modsvar!)
I skal ikke fikse, finde løsninger eller diskutere. Nærvær og aktiv lytning er det vigtigste.
Herefter bytter I roller, så begge prøver at være taler/lytter. Taleren vælger temaet.
Hvad står i vejen for jeres samarbejde?
Når problemerne vokser os over hovedet er det ofte, fordi vi kritiserer, bebrejder eller undgår at tale om det svære. Og det er der en god grund til:
Vi fanges af negativ cyklus, som dybest set er vores overlevelsesstrategier, der har med vores tidlige erfaringer og tilknytningsmønstre at gøre.
Den gode nyhed er, at mønstret kun vækkes, fordi I er vigtige for hinanden. Den dårlige nyhed er, at det negative mønster er selvforstærkende og stjæler jeres nærvær og gode kontakt.
Med tiden udhuler det trygheden og tilliden mellem jer. Når I havner i en fastlåst diskussion (igen) skaber det ofte håbløshed og opgivenhed.
Og det gør, at I mister tilliden til, at I kan tage hånd om de problemer I helt forståeligt har brug for at løse.
Så her får I en øvelse til at kigge nærmere på jeres version af det negative mønster. Øvelsen findes også i e-bogen Styrk dit parforhold.
Øvelse: Bryd mønstret – stop negativt samspil
Start med at vælge en situation hver i sær, hvor I kom ind i noget svært og mistede kontakt. Bare nævn den uden at gå i detaljer, så din partner kan huske den. Vælg så hvem der starter med at være taler og lytter.
Brug gerne teknikken fra Tal fra hjertet – Lyt med nærvær undervejs.
Taleren fortæller om sin oplevelse af den svære situation ud fra følgende spørgsmål:
1) Det, der skete/det, du gjorde, som gjorde det svært for mig, var…
2) De følelser, jeg mærker på indersiden, er…
3) Men på ydersiden viser jeg med min adfærd… (beskriv hvad du gør) og så kommer jeg til at virke, som om jeg er… (beskriv hvad du føler)
4) Det, jeg dybest set længes efter og har behov for i situationen, er…
Lytteren kan bede om små stop undervejs og gentage, hvad du hører din partner sige. I skal ikke enes om, hvad der i virkeligheden skete. I skal besøge hinandens oplevelser.
Med tiden kan I hjælpe hinanden med dette, næste gang I står i den svære situation.
Her er reglerne i fremtiden
Den, der opdager negativ cyklus først, siger det højt (uden at bebrejde den anden!) og beder om en time-out.
Sig fx: ”Nu skete det igen, mønstret tog os – kan vi lige starte forfra?”. Og så kan I bruge de 4 spørgsmål ovenfor.
Nogle par finder på et slags kodeord for mønstret – fx Rød zone eller Tornado-alarm – når de mærker på indersiden, at de er på vej i negativ cyklus.
Vejen videre
Du er altid velkommen til at kontakte mig for mere info om, hvordan jeg gennem et parterapeutisk forløb kan støtte dig og din partner i jeres proces med at styrke jeres sammenbragte familie.
Du kan skrive dig op til mit nyhedsbrev og få besked, når jeg afholder kurser eller workshops enten online eller ’live’. Du modtager mine artikler og tips om emner indenfor parforhold, kærlighed og familieliv.
Hvis du er interesseret i at blive kontaktet, når jeg launcher mit online produkt til sammenbragte familier, kan du klikke her og få besked, når det går i luften til early-bird pris.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Hvorfor arbejder jeg med sammenbragte familier?
Som barn ville jeg være børnepsykolog med speciale i skilsmissebørn, fordi mine egne forældre blev skilt, da jeg var 7 år.
Jeg er sikker på, de gjorde deres bedste.
For os børn føltes det bare ofte, som om vi var med i udarbejdelsen af drejebogen: 10 ting du IKKE skal gøre overfor børn, når du bliver skilt.
Siden har jeg vendt bøtten og arbejder nu med jer, de voksne i parforhold i sammenbragte familier – fordi det er jer, der sidder med nøglen og kan skabe og forandre rammerne om familien.
Som voksen lever jeg også selv i en sammenbragt familie. Jeg er gift med Martin, og sammen har vi to hjemmeboende drenge. Og så er jeg bonusmor til min mands datter, som er flyttet hjemmefra.
Fra konflikt og tabu til styrke og fællesskab
Jeg kender derfor til det følelsesmæssige arbejde, der ligger i at skabe mening og fællesskab på tværs i den sammenbragte familie. Jeg kender til tabuer, dilemmaer og faldgruber, fordi jeg har oplevet dem indefra – både som barn og voksen.
Men jeg kender også til styrkerne ved den sammenbragte familie. Når kærlige, kreative og overraskende relationer udvikler sig. Jeg ved, at det svære også kan ændres til det bedre over tid med en fælles indsats.
Og så er der de områder, som simpelthen ikke lader sig ændre. Det er livsvilkår eller områder af samiliens ’arkitektur’, som ikke står til at ændre.
Det er godt at kunne skelne mellem det, vi kan gøre noget ved og det, der er vilkår. Så vi ikke skal løbe panden mod den sammen mur alt for længe eller helt opgive.
Nogle gange består arbejdet mest af alt i accept af tingenes tilstand og at støtte hinanden gennem det. Det vender jeg alt sammen tilbage til.
Om psykolog & parterapeut Anja Gundelach Brems
Anja Gundelach Brems er autoriseret psykolog & ICEEFT-certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en internationalt anerkendt og evidensbaseret metode.
Anjas speciale er par, der lever i sammenbragte familier – når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Til daglig hjælper Anja par med at opdage og standse negative samspilsmønstre. Så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – fordi det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Anja afholder ‘live’-kurset Styrk dit parforhold – mere nærhed færre skænderier flere gange om året for par på Vesterbro i København.
Nysgerrig? Inspireret?
Du er velkommen til at kontakte mig og uforpligtende høre mere om, hvad et parterapeutisk forløb, et Par-tjek eller et parforholdskursus kan gøre for jer. Det er nemt at booke tid online – det kan du gøre lige her.
Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og downloade min e-bog med 3 øvelser til mere nærhed og færre skænderier. Brug formularen i bunden af siden eller pop-up boksen.
Adoptivforældre og -søskende: Når en voksen formelt set adopterer et barn. Gennem et bureau eller partnerens børn.
Biologisk forælder, søskende, barn: Når forældre, børn og søskende er blodsbeslægtede. Mange bruger betegnelsen om slægtsskab, hvor begge forældre er blodsbeslægtede med barnet.
Bonusforælder, -barn, -mor, -far, -søskende: Dette udtryk anvender jeg gennem indlægget til at betegne fars eller mors nye kæreste og dennes børn. For nogen føles det ikke som et godt ord – især ikke hvis forholdet er præget af konflikt.
Eget barn, egen forælder: Dette udtryk bruger jeg i indlægget om børn og forældre, der føler sig beslægtede. Når jeg ikke anvender termen biologisk, hel-, eller blodsbeslægtet, er det, fordi jeg har stor respekt for, at éns eget barn eller egen forælder er noget, vi vælger hver i sær og med hjertet. Jeg synes, det skal være op til den enkelte at vælge, hvilket ord der passer bedst til at beskrive relationen. Det kan også være adopterede børn eller bonusbørn, man har taget til sig følelsesmæssigt og socialt.
Ekstramor, -far, -barn, -søskende: Endnu et udtryk til at betegne fars eller mors nye kæreste, dennes børn og relationen mellem børnene. Nogen synes, dette udtryk er mere neutralt. Det indikerer ikke, at fars eller mors kæreste er “en bonus” eller træder “i stedet for” nogen – som stedforælder kan gøre.
Førstegangsfamilie: Betegner familier der starter med to mennesker der ikke har børn fra tidligere.
Kernefamilie: Betegnelsen bruger jeg i indlægget synonymt med førstegangsfamilie. Det er den mest almindelige familieform og kan beskrives som en parfamilie med to voksne og minimum ét barn. En kernefamilie kan således sagtens dække over regnbuefamilier, homoseksuelle par eller par, hvor begge er solo-forældre og ikke har fået børn i en parfamilie.
Medforælder: Samlebetegnelse for medfædre og medmødre. Det kan fx betegne den partner i et lesbisk parforhold om den partner, der ikke fysisk har båret barnet under graviditeten men som følelsesmæssigt og i familiens arkitektur udgør den anden af barnets egne forældre, et andet ord kan være, at man er social forælder til barnet.
Negativ cyklus: Metafor for den onde cirkel eller selvforstærkende dans, I kommer ind i, når I uden at ville det kommer til at aktivere hinandens sårbarheder. Dette vækker svære følelser og har ofte rødder tilbage til jeres tilknytningssystemer grundlagt i jeres tidlige barndom. Den gode nyhed er, at det kun er mennesker, der er meget vigtige for os, der kan aktivere os så voldsomt. Den dårlige nyhed er, at det slider på parforholdet.
Papmor, -far, -søskende: En betegnelse der beskriver et andet tilhørsforhold end et blodsbeslægtet, biologisk eller formelt, juridisk tilhørsforhold.
Selv er jeg ikke så glad for betegnelsen, da jeg synes, den skaber skel og afstand. Jeg kalder alle de mennesker, jeg gennem tiden er blevet bragt sammen med som søskende, for mine søskende. De er ikke lavet af pap.
Så forklarer jeg hellere, hvordan vi er blevet søskende, hvis nogen spørger. Tal gerne med jeres børn om, hvad de kalder hinanden og hvad de gerne vil kaldes. Eller hvad skal de kalde jer voksne? Det er et følsomt område, så træd varsomt.
Plasticmor, -far, -søskende: Se ovenfor. Jeg har aldrig mødt en søskende eller forælder, der var lavet af plastic.
Rigtige børn, søskende og forældre: Ofte hører jeg dette, når mennesker beskriver blodsbeslægtede, biologisk bånd. Når begge forældre til et barn er biologiske, juridiske forældre.
Sammenbragt familie: Betegnelse for familie hvor mindst én eller begge i parret har børn fra tidligere. Det kan også være man udover børn fra tidligere også har fælles børn, bor sammen, bor hver for sig eller har voksne udeboende børn.
Solo-forælder familie: Betyder en familie hvor en person har fået barn selv. Hvor der ikke er et parforhold eller en partner til barnets forælder. Dette er også en familiekultur ligesom den partner man på et tidspunkt møder kan have været alene med sine børn i en periode. Begge har regler, normer, “noget vi plejer i vores familie”. Har man først levet i en kernefamilie, så med en ny partner, så i en periode alene med børnene er der mange forskellige kulturer og normer med i bagagen. I skal finde jeres egen fælles familiekultur – og respektere de tidligere.
Stedmor, -far, -søskende, -familie: Den mest almindelige betegnelse tidligere, hvor skilsmisse ikke var normen. Men hvor man, hvis man mistede en ægtefælle til døden, ledte efter en mor eller far “i stedet for” den biologiske.
I dag synes jeg det er en forældet betegnelse, som ikke føles rigtig for mig. For mange kan det være en betegnelse, der netop vækker jalousi eller fornemmelsen af på begge sider at skulle udfylde en plads, som slet ikke er rimelig at skulle træde ind i. Din partners ekspartner vil altid være børnenes mor eller far. Du skal ikke forlange af dig selv eller børnene, at I skal have et lignende bånd.
Det kan også være med til at afdramatisere situationen, hvis I har en kort snak med barnets biologiske forældre/jeres ekspertnere om dette: At du er en ekstra voksen i barnets liv. At du respekterer deres position og vil gøre, hvad du kan for at støtte jeres relation og samarbejdet mellem eksforældrene.
På engelsk kalder fx Patricia Papernow som jeg refererer til sammenbragte familier for “stepfamilies” eller “blended families“. Jeg er glad for termen sammenbragt fordi jeg netop synes ordet beskriver fænomenet: En familie der er opstået ved at den er blevet bragt sammen.
Søskende: En helt bred betegnelse for tilhørsforhold mellem børn i parfamilier. Jeg kalder som nævnt ovenfor alle de mennesker, jeg er bragt sammen med gennem mine forældres partnere gennem tiden, for søskende. Og så forklarer jeg, hvordan vi “hænger sammen”, hvis folk spørger.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig tættere knyttet til nogle af dem end andre. Vi har meget forskellige historier og bånd til hinanden, der knytter os forskelligt til hinanden. Og det kræver et vedvarende arbejde at holde kontakt og finde måder at ses.
Det er et relationsarbejde, som voksne ofte overser, at deres børn går og gør. Spørg til gerne til det, og vis interesse for, hvordan det går mellem jeres børn.
Særbørn: Er ikke ’sære børn’ men et udtryk, der betegner børn, som I hver i sær har med jer fra tidligere. Det er også et udtryk, der bruges i juridiske sammenhænge.
Gode bøger og websites om sammenbragte familier
Surviving and Thriving in Stepfamily Relationships – bog af Patricia Papernow. Kan købes her
Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?
Brevet fra Silhuetten er redigeret/forkortet (red.)
Kære Anja.
Jeg håber sådan, du kan give mig et råd eller to.
Jeg er 36, mor til 2 (11& 5) og gift. Vi har været sammen i 21 år og mødtes, da vi var unge. Vi har altid været meget forskellige, og det har vist sig i forholdet. Jeg har tidligere haft en fødselsdepression med vores yngste, som jeg gik med i 9 mdr., inden jeg kom i behandling.
For 3,5 år siden havde min mand en affære med vores datters venindes mor, lad os kalde hende X. Noget, der vendte op og ned på vores og mit liv. Han var ansat i firmaet, hvor X var medejer.
Min mand begyndte at ændre sig, blev hemmelighedsfuld, skjulte sin telefon og gik aldrig uden den. Han blev længe oppe om aftenen, gik flere ture med hunden, gik i bad 2 gange om dagen, sætte hår inden arbejde (hvilket han aldrig har gjort tidligere), talte hengivent om X og begyndte at deltage i firmaarrangementer. Jeg kunne se og mærke en mand, der ændrede sig for mine øjne, trak sig, og der opstod en afstand mellem os.
Alle disse ændringer gjorde, at jeg kiggede i hans telefon og fandt brudstykker af en sms, hvor de ”savner hinanden”. Han benægtede alt og holdt nu den brudte tillid imod mig. Jeg var skurken, fordi jeg havde brudt vores tillid ved at kigge i hans telefon.
Affæren står på i trekvart år, hvor jeg får det dårligt både fysisk og psykisk. Jeg bliver faktisk en silhuet af mig selv, og jeg tror på alt det, han beskylder mig for af dårligdomme i forholdet.
Mærkeligt nok ville jeg kæmpe for forholdet, savnede ham og havde da også sex flere gange med ham, så utroskaben fortsatte, nu var han bare elskerinden utro.
Efter et par måneder valgte han at give ægteskabet en chance. Jeg troede, jeg fik en mand hjem der ville mig os.
Men jeg fik en hadefuld mand hjem, som var så vred over, at jeg ville give ham en chance. Han opgav ikke kontakten med X. De skrev, ringede sammen flere gange om dagen og sås et par gange i hemmelighed. Men jeg kunne mærke det.
Jeg kiggede igen i telefonen, hvor jeg så beskeder, hvori han skrev til hende, at han aldrig ville opgive tanken om hende: Hun var hans livs kærlighed, han ville leve for, at de kunne finde sammen igen, og han skrev, at han ikke havde følelser for mig.
Igen benægter han og lyver for mig og den parterapeut, vi går hos på det tidspunkt.
På et tidspunkt kommer han hjem og har ’cuttet’ kontakten til X og siger, vi skal være sammen. X har fundet sammen med sin mand igen. Arbejdet med tillid og genopbygning af vores fundament begynder. Vi går til parterapi, PREP mm. (PREP er et kursus for par – red.)
Her er vi i dag i nutiden: Min mand siger nu, at han fortryder utroskaben, og det, den førte med sig. At han elsker mig, og at jeg er den rette for ham.
Jeg har dage, hvor jeg er usandsynligt trist. Dage, hvor jeg kan mærke ’noget’, og så kan der være erindringer om en sms-besked mellem dem. Der er også dage, hvor jeg er glad.
I efteråret gav jeg udtryk for, at jeg ønskede et barn mere. Jeg fik at vide af min mand, at jeg var egoistisk, blåøjet, og at han ikke ønskede flere børn (vi har brug for hjælp til fertilitetsbehandling). Vi ønsker ikke længere det samme for vores familie.
Jeg ser alle de trælse og irriterende ting ved ham. Vi taler ikke ret meget sammen, og jeg oplever, at jeg hele tiden skal forsvare mig. Vi sidder i hver sin ende af sofaen, vi kysser ikke mere (mit valg), har ikke sex mere (sidste gang måtte jeg stoppe, da det føltes helt forkert og over min grænse).
Jeg har lagt meget afstand til ham. Jeg kan ikke længere se ham i øjnene. Der er ikke tosomhed, eller følelsen af at “ville- det-bedste-for-hinanden” – ikke længere. Jeg føler mig ikke længere set og hørt.
Jeg har svært ved at acceptere, at jeg muligvis skal være dén, der er skyld i, at vores børn bliver skilsmissebørn. Jeg husker tydeligt, min datters smerte da vi gik fra hinanden. Han har truet med, at det vil blive grimt, hvis vi skal skilles.
Jeg er begyndt i terapi for mig selv. Jeg ved, genopbygningen af tillid tager tid efter utroskab – men hvor lang tid?
Mange siger: “Nu må du tilgive og komme videre”. Men jeg har det SÅ svært! Jeg vil gerne tilgive, men det er, som om noget modarbejder.
Jeg ved, han siger, at han har fortrudt en masse af de ting, der er sket. Jeg har bare det dér MEN – og jeg føler, det bremser mig i mit liv?! Hvordan kommer jeg videre?
Jeg kan ikke kende den triste pige i spejlet, men jeg ved, det er mig. Hvor er glæden? Hvordan finder jeg den?
Mange hilsner
Silhuetten
Svar: Hvordan tilgiver jeg utroskab – skal vi videre sammen eller hver for sig?
Kære Silhuet.
Tusind tak for dit brev. Jeg læser flere forskellige spørgsmål, problemer og udfordringer ud af din mail. Mit svar er derfor mest af alt en række overvejelser, som jeg vil dele med dig. Og så håber jeg, mine refleksioner kan hjælpe dig til at finde klarhed i den svære situation, du står i.
Godt gået
Så som det første har jeg lyst til at give dig et virtuelt kram og sige: Hvor er det godt gået, at du stadig står på benene, og at du lytter til hende i spejlet – selvom du næsten ikke kan kende hende længere. Du skriver til mig, rækker ud efter hjælp og går i terapi. Alt det fortæller mig, at du stadig har fat i din styrke, og at der er en masse, du ønsker dig her i livet.
Hvad kræver det at ‘hele sårene’ efter utroskab?
Der kan være mange grunde til, at mennesker er utro og indleder en affære. Dem vil jeg ikke begynde at redegøre for her (læs evt. mit tidligere blogindlæg om utroskab). Og jeg er klar over, at jeg udelukkende har situationen beskrevet fra din side.
Men hvis du og din mand vil finde sammen igen efter utroskaben, er der helt forståeligt ‘sår’, der skal heles. Det kræver et stykke arbejde at genopbygge tilliden og trygheden.
Når jeg møder par, der søger hjælp, så spørger jeg altid grundigt ind til, hvad de ønsker sig af forløbet. Hvis jeg sad overfor dig og din mand, ville jeg præsenterer jer for følgende ‘3 veje’ – og mit første råd er, at du tager stilling til, hvilken vej, du ser dig selv på:
Status quo: Er du i tvivl om, hvorvidt du ønsker at være i parforholdet? Er du for kriseramt til at kunne tage en beslutning? Eller bare ikke klar til at gøre noget ved problemerne endnu? I så fald består arbejdet i at afklare tvivlen, mens man ‘står i stormen’. Det hedder tvivlsrådgivning, og er ikke parterapi – læs mere om forskellen på parterapi og tvivlsrådgivning her.
Er du på vej mod et brud? Det kan også være, det, du mærker er, at kærligheden er væk mellem jer. For din mand kan det være, at affæren, forelskelsen og følelserne for den anden person er for svære at glemme. Eller én eller begge af jer har mistet troen på, at jeres savn, behov og længsler kan indfries i parforholdet. Der er ikke længere de kræfter, villighed eller det håb til stede, der skal til for at ‘reparere’ brud og svigt i parforholdet.
Er du villig til et helhjertet parterapeutisk forløb? Til at stille dig sårbar, være ærlig, tage ansvar for egen andel af jeres problemer, afslutte affæren (medmindre I er enige om et åbent forhold) og ikke true med skilsmisse i en given periode?
Når du selv har taget stilling, kan du spørge din mand om det samme – hvis I vil videre sammen, må I være enige om vejen, så I kan trække i samme retning.
Konsekvenserne af din mands utroskab
Men når jeg læser dit brev, har jeg svært ved at se, at I overhovedet har et parforhold – eller at på nogen måde er enige om, hvad I ønsker jer med hinanden. Det lyder heller ikke, som om I er i stand til at tale om det på en konstruktiv måde.
Du skriver, at jeres forskelligheder, affæren og alt, hvad der fulgte efter, har ramt jeres parforhold på en lang række områder, bl.a.:
du har lagt afstand til ham
du kan ikke længere se ham i øjnene
du mærker ikke følelsen af ’tosomhed’ og at ’ville- det-bedste-for-hinanden’
du føler dig ikke set og hørt
du ønsker et barn til – det gør han ikke
Alt dette har ramt jeres intimitet ved, at din krop siger fra, når I forsøger at have sex eller kysse – det føles forkert og grænseoverskridende.
Pas på dig selv – respektér dine grænser
Jeg kan kun opfordre dig til at lytte til det, din krop fortæller dig. Du får ikke mere lyst til sex ved at gå over dine egne grænser og have sex, der er smertefuld, eller som foregår på måder, du ikke er tryg ved.
Det er helt normalt, at den partner, der er bange for at miste parforholdet efter en affære, kan komme til at strække sig og fx gå med på seksuelle fantasier for at bevare relationen. Særligt hvis den utro part fortæller, at affæren opstod på baggrund af længsler, som ikke har været en del af jeres parforhold. Men det er ikke hjælpsomt eller sundt for dig, og det skaber bare nye sår, der så igen skal heles.
Hvordan træffer du det svære valg?
Helt overordnet lyder det, som om du har svært ved at mærke, hvad der er rigtigt for dig. Det er helt normalt, at det er vanskeligt at orientere sig, når vi er ramt af en krise. Så har vi ikke adgang til de samme ressourcer mentalt, følelsesmæssigt og fysisk som ellers. Jeg synes, det lyder, som om du er rigtig presset:
Du er udmattet, genkender ikke dig selv i spejlet og din krop siger fra. Det er klare signaler om, at du har brug for øjeblikkelig forandring. Så – hånden på hjertet: Hvordan er mulighederne for, at din mand er villig til at:
Stille sig nysgerrigt til rådighed i forhold til at forstå, hvordan affæren har ramt dig – og handle på dette
Lytte til din smerte og sårede følelser – også selvom det aktiverer hans egne følelser af skyld og skam
Tilbyde dig trøst og omsorg
Udvise en grad af fortrydelse eller anger, sige undskyld, bede om tilgivelse og forsikre dig om, at det ikke sker igen – alt efter hvad der hjælper jer til at genskabe trygheden i jeres parforhold?
Måske kan I have en samtale med udgangspunkt i de 3 veje eller punkterne ovenfor. For mig at se, er det helt nødvendigt, at I stiller skarpt på, om I vil udvikle parforholdet til det bedre. Eller også skal I fra hinanden, så I ikke slider hinanden op et sted midt imellem.
Hvis samtalen ikke er mulig på egen hånd, kan det være, I igen skal forsøge jer med hjælp fra en parterapeut. I er velkomne hos mig, eller I kan finde en uddannet parterapeut på dkceft.dk eller parterapeuter.dk
Måske kan du eller din mand ad denne vej komme frem til en afklaring af, hvad I ønsker jer – sammen eller hvad for sig.
‘Komme videre’ – hvordan?
Du skriver, du har det dårligt med evt. at være den, der ’vælger at blive skilt’. Og muligvis bliver det dig, der siger endeligt fra overfor jeres parforhold, som det er nu.
Hvis du sammen med din mand, kan svare ja til, at I vil gøre det arbejde, jeg beskriver ovenfor, så har I en chance. Hvis ikke, så er mit råd, at du beslutter dig for at passe på dig selv. Og det kan være, du bedst ‘kommer videre’ ved at afslutte jeres parforhold.
For i min optik er det ikke muligt bare at ’tilgive og komme videre’ – ikke uden at gøre arbejdet. Slet ikke efter så voldsomme svigt, brud og løgne, som du har oplevet med din mand.
Jeg håber, du kan finde mennesker omkring dig, der er i stand til at forstå dette og støtter dig i din beslutning – hvad end du vælger.
Fælles ansvar – om I skal være sammen eller ej
Hvis I vælger at gå fra hinanden, er det altid smerteligt for begge parter og børnene. Men: I har sammen et ansvar for at være gode forældre – også efter et brud. Når din mand truer med, at ’det bliver grimt, hvis I skal skilles’, er det hverken befordrende for at udvikle jeres parforhold eller konstruktivt for et videre samarbejde. Han har ligesom dig et ansvar for at være en god forælder for jeres barn og samarbejdspartner med dig – om I vælger at være i et parforhold eller ej.
Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Hvordan får du sagt det lille, men svære ord: Undskyld!
Læs med og få konkrete råd til, hvordan du og din partner kommer jer over svigt og misforståelser
Du ved, du har ret. Du ved også, din partner er skyldig, har fejlet og du ved, at løsningen er, at han/hun ***** tager sig sammen og siger undskyld – NU! Hvor svært kan det være?!
Desværre er det virkelig ikke sådan for din partner. Så luften er tyk, og I længes begge efter fred, nærhed og forsoning. Hvad gør I?
5 modne bananer eller utroskab?
Svigt og tillidsbrud sker i alle parforhold. Men der er stor forskel på den oplevede tyngde af svigtet. Det er åbenlyst, at der er forskel på et fejlindkøb af 5 (over)modne bananer, eller om der er tale om længerevarende utroskab og masser af løgne i kølvandet.
Se med når forsker i undskyldninger og tilgivelse, Harriet Lerner, kaster lys over, hvad modne bananer kan lære os om parforhold og undskyldninger i hendes TedTalk her.
Det akkumulerede svigt
Og så er der fænomenet, som jeg kalder ’det akkumulerede svigt’ . Dér, hvor det er små, hverdagsagtige hændelser, som hver i sær virker lidt fjollede at hidse sig op over eller ‘ikke så slemme’. Derfor er de svære at sige højt eller tage alvorligt både for dig selv og din partner, men effekten over tid skal man ikke undervurdere. Her kommer et par eksempler:
“Guud, var din mors fødselsdag allerede på lørdag? Ej, hov, jeg skal altså ses med gutterne kl.14, så det er næsten skørt, hvis jeg tager med…“
“Var det min maddag i dag? Nå, men jeg skynder mig hjem og henter take-away på vejen, der går lige lidt før jeg kan køre…”
Eller din partner sidder og tjekker mobil, er fraværende og falder til sidst i søvn, når I skulle hygge med en film. Du trisser i stedet lidt småskuffet i seng, mens han/hun snorker på sofaen…
Eller de mere grelle som:
at glemme at hente børnene fra daginstitution, så du bliver ringet op, mens du står på arbejdet og skal rykke ud i lynets hast til pinlige optrin og børn, der føler sig overset
at brænde en aftale med dig af uden at virke synderligt påvirket efterfølgende, fordi “det kan jo ske…”
(OBS: Her taler vi ikke om de helt grelle som fx utroskab, der er i en kategori for sig selv, rammer de fleste, hvor det gør mest ondt – og tager laaang tid at komme sig over.)
Er jeg vigtig for dig?
Pointen er, at summen af de mange små forglemmelser, svigt eller misforståelser over tid sætter sig som en oplevelse af eller en frygt for at: ”Jeg er nok ikke så vigtig for dig”. Dét gør ondt – og det er dén smertefulde oplevelse, du skal fortælle din partner om. Ellers kan I lynhurtigt fanges i besynderlige diskussioner i retning af:
hvorvidt det var så slemt (det kan I jo se meget forskelligt på)
om der “skete noget ved det” (igen meget individuelt)
hvis skyld det i virkeligheden var, og hvad den anden også har gjort galt tidligere (her fanges I af jeres negativ cyklus – og det fører sjældent noget godt med sig…)
Genkendeligt? Når I rammer jeres negative cyklus misser I muligheden for at dele og lytte til de sårede følelser, én eller begge sidder med. En misforståelse er – meget frustrerende, ja – men også en mulighed for virkelig at lære noget om, hvad der er vigtigt for din partner.
Det kan være rigtig svært at gennemskue, hvorfor mentalt fravær eller ’en lille ting’ opleves så slemt for dig eller din partner: ”Jeg havde telefonen på lydløs og glemte at tjekke den, det kan da ske. Hvorfor hidse sig sådan op?” På en almindelig onsdag giver det mening at tænke sådan, men hvad hvis det:
sker på et sårbart tidspunkt – fx midt i en svær periode på arbejdet, under alvorlig sygdom eller i forbindelse med en anden betydningsfuld hændelse, hvor du virkelig havde brug for din partner?
eller hvis du rammer et ømt punkt hos din partner – der måske har talrige oplevelser med fx utilgængelige forældre eller tidligere partneres svigt, løgn eller utroskab med i bagagen?
Når vi rammer hinandens ‘blå mærker’
Når du eller din partner har en udefra set meget kraftig (over)reaktion på en misforståelse mellem jer, er der god mulighed for, at I har ramt et ‘ømt punkt’ hos hinanden. Det kan sammenlignes med et fysisk blåt mærke – det gør simpelthen mere ondt at blive ramt dér, hvor man er øm i forvejen.
Nu er der bare tale om et følelsesmæssigt blåt mærke. Og når din partner rammer dine ømme punkter eller omvendt, er der lagt i skabet til, at det gør særligt ondt: Reaktionen er kraftigere, og smerten er sværere at komme sig over.
Vi kan ikke det samme, når vi er ‘sårede’
Metaforen med det ømme punkt tydeliggør, at du eller din partner ikke kan det samme som vanligt, når I er skadede, sårede eller i smerte. Så hvis din partner virkelig er ‘ramt’, har han/hun ikke de samme kræfter eller det samme overskud som ellers. Det kan være sværere at forstå, når det handler om sårede følelser end om en såret krop.
Men prøv at tænke sådan her på det: Du ville jo aldrig forlange, at nogen skulle gå op til 4. sal med et brækket ben, ville du? Eller højlydt undre dig over, at det brækkede ben stadig gør ondt her et par uger efter? Eller foreslå din partner at ‘slappe lidt af og se at komme videre‘? Eller opmuntre til i stedet at ‘tænke på alt det gode‘ i stedet for kun at sidde og fokusere på det brækkede ben?
For jer begge kan det aktivere følelser af tvivl og opgivelse, når I havner dér, hvor én af jer igen bliver ramt og ‘overreagerer’. Husk at en såkaldt overreaktion er en mulighed for virkelig at være nysgerrig på, hvad det blå mærke handler om. Det kan være oplevelser, der slet ikke handler om dig, men går langt tilbage og handler om svigt fra tidligere. Kan du udholde at være nysgerrig og tålmodig i stedet for at køre op og gå i forsvar?
Hvis det handler om smerte, du har forvoldt – så kræver det, at du er villig til virkelig at lytte til din partner, tage ansvar for dine handlinger og sige undskyld fra hjertet. Du skal kunne udholde ubehag som skyld og skam og at din partner kan have brug for mange forsikringer og undskyldninger.
Og nej, jeg ved det: Du kan ikke lave fortiden om, men I kan sammen gøre meget for at reparere og forsone jer med det, der skete. Her er nogle konkrete tips til hvordan vejen til heling og tilgivelse kan se ud:
Til dig hvis partner har såret dig – hvad kan du selv gøre?
Forbered samtalen og find et passende tidspunkt
Sig til din partner, at du har brug for at dele noget svært, som betyder noget for dig.
Giv din partner en chance for at vælge et godt tidspunkt, hvor I har lidt ro og kan tale koncentreret. Tip: Det er IKKE 5 minutter, før I skal spise med ungerne. Og heller ikke kl.22.45, når din partner næsten sover…
Hold det simpelt: Brug korte sætninger og et roligt tempo
Sig et par relativt korte sætninger og bed din partner gentage, hvad du lige har sagt
Hold pauser, træk vejret og tjek ind med hinanden undervejs: Kan du/I stadig lytte og tale roligt, eller er I ved at blive ‘fyldt op’, gå i affekt og forsvar?
Hold dig til den konkrete situation – undlad at inddrage 8 andre eksempler på noget, din partner (også) har gjort forkert. Undlad ord som “altid/aldrig” – det er for generaliserende og optrappende.
Hjælp dig selv ved ikke at starte samtalen i affekt – træk vejret, ring til en ven/inde og luk luft ud om nødvendigt. Din partner vil typisk gå i forsvar og have svært ved lytte til dig, hvis du taler fra et overophedet nervesystem – det er her, du kommer til at lyde bebrejdende og skræmmer ham/hende væk i stedet.
Brug lagkage-princippet (blødt/hårdt/blødt)
”Jeg synes, vi normalt er gode til at give hinanden plads til at være sammen med venner (blødt),
…så jeg blev virkelig ked af det, da du kom for sent hjem i lørdags. Jeg nåede ikke afsted til min middag, fordi jeg måtte blive hjemme og putte ungerne. Jeg blev skuffet og fik den tanke, at jeg slet ikke er vigtig for dig… (hårdt)
…sådan har jeg ikke lyst til at have det sammen med dig. Og jeg ved, det heller ikke er sådan, du ønsker at være (blødt).”
Tal ud fra din følelse – sig: ”Jeg blev vred og skuffet”– ikke: ”Du har virkelig kvajet dig, og det er uacceptabelt for mig.”
Til dig hvis partner beder dig om en undskyldning
…og dermed fortæller dig, at noget, du har gjort, har såret ham/hende. Her bringer jeg lige en advarsel: Rigtig ofte lyder dette som anklager, beskyldninger og bebrejdelser. Og så er det menneskeligt, at du får lyst til at forsvare dig – men det hjælper jer ikke. Koldt vand i blodet – tryk dig selv på pause og lyt.
Prøv at huske dig selv på, at hændelsen var sårende for din partner, fordi du har så stor betydning. Du er så vigtig for din partner, at du er i stand til at såre ham/hende dybt. Svigtet handler mere om din store betydning for din partner end om, at du er utilstrækkelig og har fejlet.
Her er et par tommelfinger-regler for at kunne tage godt imod din sårede partner:
Bevar roen og vær nysgerrig (enig – det er lettere sagt end gjort!)
Træk vejret og hold en pause, før du svarer – gentag gerne hvad du hører din partner sige, UDEN at gå i gang med at forklare og forsvare dig – første opgave er at lytte nærværende.
Hvis det ikke er muligt (fordi din partner fx taler højt og hurtigt), så bed din partner holde en pause – sig at du gerne vil kunne lytte, men at du bliver overvældet, og at det går for stærkt til, at du kan få det hele med.
(PS. I bunden af blogindlægget kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev og modtage min e-bog, hvor der er en mere udførlig guide til at ‘Tale fra hjertet & lytte med nærvær’)
Vær nysgerrig hvis din partners oplevelser er svære at forstå. Sig fx: ”Jeg kan høre, det her virkelig går dig på. Jeg har svært ved at genkende billedet. Kan du give mig et eksempel på, hvornår det skete mellem os?”
Spørg gerne efter detaljer eller konkrete eksempler (uden at der går retssal og bevisførelse i den). Men det er lettere at lytte til et konkret eksempel (i tirsdags skete x) end til en generalisering (du gør altid/aldrig).
Bed evt. din partner sige det, næste gang det sker og lad dem vide, at du vil gøre dit bedste for at ændre det (for det er svært at ændre noget, man ikke kan få øje på).
Lyt til din partners vrede og smerte
undlad at hænge dig i detaljer, der ikke helt passer med det, du husker – lige nu besøger du din partners oplevelse af det, der skete
Sig det, du trods alt forstår ved din partners oplevelse og følelser: “Jeg kan godt forstå, du blev ked af det, når du oplevede at…og troede, jeg var ligeglad“
Acceptér at det er din partners oplevelse – selv hvis du ikke husker hændelsen sådan. Det er normalt, at I husker noget forskelligt. Særligt hvis I begge var oppe i det røde felt, da det skete – vi kan ikke det samme, når vi er i smerte og alarmberedskab.
Og: Lad for alt i verden være med at sige: ”Jeg forstår dig godt, og jeg skulle helt sikkert ikke have gjort xxx, MEN…” Det er IKKE tid og sted til hvis’er og men’er. Ikke endnu.
Brug procent-reglen – tag ansvar for din egen andel
Sig undskyld for den del, du kan være enig i og tage ansvar for (du kan evt. læse mere om procentreglen i et tidligere blogindlæg her)
I er to om at skabe den svære situation – både det, der skete OG den svære situation lige nu, hvor I forsøger at tale om det, der skete: Ransag din hjerne for, hvad du (uden at ville det) er kommet til at gøre, der har bidraget til, at din partner er såret og ked af det. Eller hvad du kan gøre netop nu for at gøre samtalen mere konstruktiv.
Et eksempel: Det kan være, din partner har svigtet dig mange gange, før du trak dig og afviste sex. Så du er forståeligt vred og skuffet over alt det, der gik forud, og du har ikke lyst til at undskylde for din manglende lyst. Det er meget forståeligt, og det skal du heller ikke!
Men se, om det er muligt at lade din partner vide, at du er ked af, at du har været så afvisende, og at du godt kan forstå, det har været hårdt for hans/hendes selvtillid at blive afvist igen og igen.
På denne måde gør du ikke din partner forkert, og I skal ikke debattere, hvis virkelighed er mest rigtig og rimelig. Og når din partner mærker, at du tager hans/hendes oplevelse alvorligt, har du større chance for, at din partner efterfølgende kan give plads til at lytte til dine svære oplevelser.
Du kan ikke kræve tilgivelse eller undskyldninger
Og så husk lige – tilgivelse er ikke en belønning for en undskyldning. Det er heller ikke noget, du kan kræve eller fremskynde (altså – det kan du godt, men effekten er med garanti ikke, hvad du håbede).
På samme måde kan du heller ikke kræve en undskyldning – i så fald lander den alligevel ikke som den lindring og forsoning, du sådan ønskede dig.
Tilgivelse ta’r tid
Tilgivelse er ikke en begivenhed – det er en proces. Og den er svær at udholde for jer begge.
Hvis du har såret din partner, så minder din partners smerte og tårer dig forståeligt nok om dine fejltagelser, din skyld og skam. Du kommer nemt til at gå i forsvar, og så er det svært at vise ham/hende den omsorg, der sådan ville hjælpe jer begge.
Taler vi fx om utroskab eller andre alvorlige brud på tilliden i jeres forhold, kan det tage lang tid eller er i værste fald umuligt at reparere og genopbygge trygheden – også selvom din eller din partners undskyldning er oprigtig og dybfølt.
1-2-3-tillid?
Tillid efter svigt handler om at skabe gentagne nye og trygge erfaringer med hinanden. Forvent at det tager tid, og lad din partner vide, at du er optaget af vejen mod et bedre og mere tillidsfuldt forhold.
Når du viser din partner, at du er tilgængelig i samtalen HER-og-NU, er du aktivt med til skabe en ny og tryg erfaring, som med tiden kan lindre smerten og reparere båndet mellem jer.
Anja er autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode. Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Nysgerrig? Inspireret?
Trænger I til at få ryddet op i dårlig kommunikation, negative mønstre og ømme punkter?
Nysgerrig på hvad emotionsfokuseret parterapi kan gøre for dig og din partner? Læs mere her
Brug for et serviceeftersyn? Læs om hvad korttids-interventionen Par-tjek kan gøre for jer.
Kontakt mig: Du er altid velkommen til uforpligtende at kontakte mig for nærmere info på anja@livs-vaerk.dk eller 61609276.
Skriv dig gerne op til mit nyhedsbrev i boksen herunder og følg med, når der er nyt på bloggen, kurser og tilbud til par og sammenbragte familier.
https://usercontent.one/wp/www.livs-vaerk.dk/wp-content/uploads/2020/06/Par-kaffe-scaled.jpg?media=170532317817072560Anja Gundelach Brems/wp-content/uploads/2018/07/livsvaerk-logo-white-1.pngAnja Gundelach Brems2020-07-13 17:04:362020-10-09 19:36:10Tilgivelse: Hvorfor siger du ikke bare undskyld?
Test dit parforhold, dig selv, din partner og undgå misforståelser
Bliv tydelig og undgå misforståelser
Mennesker har brug for forbindelse og kontakt. Vi bliver til i hinandens blik, og vi lever af at føle os elskede og accepterede af vores nærmeste.
Derfor hedder grundbogen for par indenfor emotionsfokuseret parterapiHold me tight. Dén kan jeg varmt anbefale dig og din partner at læse og arbejde med på egen hånd – og så giver den også et godt indtryk af, hvad EFT-parterapi går ud på.
På dansk hedder bogen Hold mig. Men skæbnen ville, at grafikeren opsatte forsiden sådan, at det lidt ser ud, som om der står: Bold mig – det er noget med h’et og i’et, der spiller sammen på en uheldig – eller måske rigtig heldig måde. Døm selv:
(Det er muligt, vi er ude i en version af den gamle Rorschach-test med blækklatterne: Du ser dét, du tror, du ser. I livet som i parforholdet.)
Er psykologer mere sjofle end andre folks børn?
Åbenbart er både jeg og flere af mine psykolog- og parterapeutkolleger udstyret med så sjofle sind, at Bold mig lynhurtigt fik os til at associere til: Bol mig.
Hvilket er en frisindig og meget lad-os-gå-direkte-til-sagen-agtig titel på en bog om parforhold – når man tænker over det. Det gjorde vi så.
Det viste sig, at ordspillet mellem Hold mig og Bol mig rummer en del potentiale og parforholdsvisdom. (Jeg sender en varm tak til alle jer, der har bidraget – tak, og jeg kunne ikke have skrevet dette uden jer.) Det kommer her.
Har du og din partner brug for et kort serviceeftersyn af parforholdet? Læs mere om Par-tjek og de 2 udviklende samtaler her.
Er du Bol mig, Hold mig-typen?
Hvis du er Bol mig, Hold mig-typen, har du efter sex med din partner lettere ved at:
være nærværende og engageret
lytte til og føle dig forbundet med din partner
mærke dine varme følelser for din partner
Med lidt flere ord lyder det i retning af: Bol-mig-først-så-kan-jeg-bedre-holde-om-dig-og-rumme-dig.
For dig (eller måske genkender du det fra din partner?) fungerer det seksuelle, sanselige, kropslige samvær som en genvej til intime samtaler og kontakt.
Sex giver dig en følt oplevelse afnærvær med din partner – og du bliver følelsesmæssigt tilgængelig for din partner gennem sex. Omvendt har du svært ved at være nærværende og i kontakt, hvis jeres sexliv i en periode halter – hvilket kan gøre det svært for jer, hvis din partner er en Hold mig, Bol mig-type.
Se og hør hvad forfatter og udvikler af EFT-parterapi, Sue Johnson, selv siger om sin bog og metode her (højst sandsynligt lykkeligt uvidende om ‘Hold mig, Bol mig’-teorien…)
Eller er du Hold mig, Bol mig-typen?
Hvis du derimod har det sådan, at du overhovedet ikke har lyst til sex med din partner, hvis ikke du først føler dig set, hørt og lyttet til, så tilhører du: ’Hold mig, Bol mig’-typen.
Med lidt flere ord kunne det lyde: ’Hold-mig-først-så-skal-du-bare-se-hvor-jeg-får-lyst-til-at-bolle-dig’.
Du har brug for at mærke, at din partner vil dig følelsesmæssigt, orker at tale med dig, støtte dig eller hjælpe dig med noget.
Det kan også være noget rent praktisk – for du føler dig ikke elsket eller lyttet til, hvis huset sejler, og din partner har siddet med næsen i computeren hele aftenen.
Jeg ved det: Vi er ude i forsimplinger og stereotyper, men hæng på! Begge typer kan selvfølgelig gradbøjes og optræde mere eller mindre i forskellige situationer.
Hårdknuden: “Jeg vil først x, når du gør y”
Det er ikke svært at se, hvordan mennesker med modsatrettede Bol mig–Hold mig-typologier kan havne i en ond cirkel, hvor den ene ikke har lyst til sex, hvis den anden ikke viser følelsesmæssigt nærvær. Og den anden part simpelthen ikke kan mestre følelsesmæssig tilgængelighed, hvis der ikke er en kropslig og/eller seksuel forbindelse.
Vidste du, at du nemt kan booke tider til samtaler direkte på min hjemmeside? Find tider der passer jer her.
Teorien der forklarer alting
Hvis man tænker videre over det, kan ’Bol mig, Hold mig/Hold mig, Bol mig’-teorien bredes ud og overføres til mange typer af situationer, hvor:
du føler, du har brug for noget fra din partner…
som de ikke kan give, før de har fået noget fra dig…
som du ikke kan give, før du har fået noget fra din partner…
som de ikke kan give, før de har fået noget fra dig… og så videre
Dette kan føre til, at I fanges i en selvforstærkende, negativ cyklus, der kan gå i hårdknude og være svær at filtre op igen (læs mere om negative samspilsmønstre her).
For hvem skal give sig først, for at mønstret stopper, og I igen kan nå hinanden?
Har du lyst til at genfinde nærheden og bryde jeres negative samspilsmønstre i en tryg ramme med mig som guide? Tag med på kurset Styrk dit Parforhold over 2 lørdage i september. Læs mere her
Okay, jeg er en Hold mig, Bol mig-type eller omvendt – hvad gør vi så?
Her er et par bud på, hvad I kan gøre, hvis det negative mønster tager jer (og I hverken kan komme i gang med at holde eller bolle hinanden!):
Peg på mønstret – ikke hinanden
Hvis du i en konkret situation får øje på, at I bliver fastlåste, fordi I begge ønsker jer noget, den anden ikke kan give, så udpeg mønstret som problemet. Sig fx: ’Hov, jeg tror, vi røg ud i en Hold mig, bol mig situation, hvad gør vi?’
På den måde bliver I et team om at løse situationen: Det er jer to sammen mod mønstret – ikke dig mod din partner eller omvendt.
Pointen er, at når I kommer ind i et mønster af “hvem skal give sig, og hvem skal vinde?” så taber I ofte begge.
Hvis parforholdet skal vinde, skal I sammen stoppe mønstret, der tager jer væk fra hinanden.
Måske kan I grine lidt af det og bare vide, at I ikke er de eneste, der oplever dette. Det er faktisk ret normalt – i hvert fald for en del psykologer og parterapeuter (har jeg hørt).
Procent-reglen
Procent-reglen kan bruges, når 100% kompromis eller enighed ikke er muligt – eller bare vil føre til virkelig dårlige og utilfredsstillende løsninger for jer begge. Spørg dig selv (og lad derefter din partner svare):
Hvor mange procent kan jeg give af det, du ønsker dig?
Hvad kan jeg gøre, der viser dig måske 10% imødekommenhed?
Hvad kan jeg gøre, som viser, at jeg ikke er ligeglad med dit behov, men faktisk prøver at lytte til dig og støtte dig?
Et par eksempler:
Måske er det ikke muligt, at du kommer tidligere hjem fra arbejde, selvom din partner er presset. Men kan du tilbyde at overtage børnene i 1 time, når du kommer hjem, så din partner kan hvile sig (og så kan du hvile 1 time bagefter, så I begge overlever)?
Måske nægter din partner at blive hjemme fra grill-aften, selvom du er syg – men måske kan du bede hende/ham købe take-away og dine yndlingssnacks før afgang?
Vidste du, at du altid er velkommen til at kontakte mig for en kort, afklarende samtale på telefon 61609276? Vi kan sammen afklare, hvilket forløb der bedst hjælper dig og din partner videre.
Hold mig, Bol mig-typen: Brug tydelige sætningsbegyndelser
Hvis du er en Hold mig, bol mig-type og har brug for følelsesmæssig kontakt for at føle dig forbundet, så sig dine behov tydeligt – din partner kan ikke gætte sig til dem. Sig fx:
’Jeg har brug for…’,
’Det ville gøre mig så glad…’
‘Jeg ville elske…’
Og her kommer så et par bud på fortsættelsen:
’…hvis du kan lytte til mig uden at komme med løsninger eller forsøge at fikse mig. Det, at jeg har det svært, er ikke et bevis på, at du har fejlet.’
’…hvis du kan give et kram og være sammen med mig om min træthed, stress…’
’…hvis du kan hjælpe mig med, at vi får styr på x eller y’
Bol mig, Hold mig-typen: Brug blødgørende sætningsbegyndelser
Hvis du derimod er en Bol mig, Hold mig type og har brug for sex eller fysisk kontakt for at føle dig forbundet med og elsket af din partner – så vær åben om det. Det er nyttig viden for jer begge.
Ikke fordi din partner nødvendigvis får mere lyst til sex af den grund, men fordi det hjælper dig til at blive mere tydelig overfor din partner. Det er et alternativ til, at du trækker dig fysisk eller mentalt.
På en lidt omvendt måde er du mere tilstede ved at være åben med dit behov – fordi du lige dér i praksis viser din partner nærvær.
Når du deler fra din inderside ved at fortælle din partner, hvordan du har det, viser du engagement. Det virker ofte beroligende på din partner – og det sender et signal om, at I er på vej tilbage i kontakt.
Og så behøver din partner ikke optrappe for at få din opmærksomhed.
Ved at melde dig selv tydeligt ud, er du allerede i gang med at ’holde’ din partner (og hvem ved, måske får vedkommende rent faktisk mere lyst til dig og sex undervejs i processen?)
Du har brug for at bruge blødgørende, empatiske sætningsbegyndelser, der gør det muligt for din partner at mærke dig – fordi din partner ellers ofte kommer til at opfatte dig som overoptaget af dine egne behov, eller som én der ikke tager hensyn.
Sætningerne nedenfor sammenkæder din adfærd med din følelsesmæssige inderside, som din partner savner og har svært ved at se på din yderside. Sig fx:
’Jeg savner sex med dig og kommer til at føle mig alene, når vi er langt fra hinanden fysisk. Så trækker jeg mig for at passe på mig selv.’
’Jeg kan have svært ved at mærke, at du elsker mig, når du ikke har lyst til mig. Det gør mig ked af det.’
’Jeg ved godt, du har brug for, at jeg lytter. Det er svært for mig lige nu. Jeg prøver mit bedste.’
’Jeg ved, det kan virke som et pres, når jeg opsøger dig seksuelt. Det er min måde at tage kontakt, fordi det med ord og følelser ikke altid er nemt for mig.’
’Når vi har sex, kan jeg mærke, at vi hører sammen og har noget særligt. Det er vigtigt for mig, at du ved det – selv hvis du ikke har lyst til mig lige nu.’
Så er det jeres tur
Det kan være, at samtaler som disse kan give dig og din partner lidt mere klarhed, når orkanen rammer. Og måske endda få jer til at smile lidt af det genkendelige og underholdende i den (ikke så videnskabeligt underbyggede) parforholds- og personlighedstest.
Så: Hvem er du i dit parforhold? Hold mig, bol mig eller: Bol mig, hold mig?
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Nysgerrig? Inspireret?
Læs mere om hvad emotionsfokuseret parterapi kan gøre for dig og din partner her.
Brug for et serviceeftersyn? Læs om hvad korttids-interventionen Par-tjek kan gøre for jer.
Sue Johnsons håndbog til par Hold mig – en vejviser til varig kærlighed kan købes her.
Kontakt mig: Du er altid velkommen til uforpligtende at kontakte mig for nærmere info på anja@livs-vaerk.dk eller 61609276.
Kender du følelsen af, at din partner virker uoplagt eller trist? Han eller hun siger måske ikke så meget, sukker eller lignende. Og du orker det bare ikke. Du vil for alt i verden undgå konflikt.
Prøv én af følgende taktikker:
Ignorér: Når din partner spørger: ”Er der noget galt?” så undlad at svare (for der er jo ikke noget galt. Og hvis man først går i gang med at tale om problemer, bliver de bare værre.)
Negligér: Hvis din partner bringer et problem op – så sig: ”Det går nok” eller: ”Det er da ikke så slemt” (alternativt mulighed 1).
Kom med løsningsforslag: Når din partner deler noget sårbart, så sig: ”Det er da ikke et problem, hvorfor gør du ikke bare x eller y…” (benyt også gerne mulighed 1 eller 2)
Ekstra bonus på undgå konflikt kontoen
Din partner bliver skuffet og kritiserer dig.
Du føler dig misforstået, for du prøvede jo bare at hjælpe!
Det bliver en laaang weekend…
Genkendeligt? Der er en god forklaring – og den har med din tilknytningsstil at gøre. Din adfærd giver mening, men den har en pris. Både for dig og dine nære relationer.
I dette blogindlæg kommer jeg med et par bud på, hvordan du (der ikke mærker så meget) kan se dig selv udefra – og hjælpe din partner med at se dig indefra.
Har du allerde forsøgt de 3 tips? Har du erfaret, at det IKKE har den ønskede effekt), så læs med her for at blive klogere på:
Hvad er dine gode grunde til at reagere, som du gør?
Hvorfor bliver det så ubehageligt for dig, når din partner har det svært og ønsker følelsesmæssig kontakt?
Hvordan kan du både tage hånd om dit eget ubehag og støtte din partner, der har brug for dig?
Hvorfor trækker du dig, når din partner rækker ud?
Det kan være, du ikke som sådan trækker dig, men bare ikke reagerer. Du bliver måske tavs eller undgår øjenkontakt. Det, du måske glemmer, er, at dette også er kommunikation – bare uden sprog.
At trække dig mentalt eller fysisk kan være dit bedste (men utydelige) bud på at fortælle din partner: ”Det er ubehageligt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vil du ikke godt lade mig være?” Uheldigvis ‘oversættes’ det hos din partner til oplevelsen af at blive forladt midt i noget svært.
Op på hesten igen
For dig, der undgår din partners (og ofte også dine egne) følelser, har livet lært dig, at det bedst kan ‘betale sig’, hvis du nedtoner følelsesmæssige responser af negativ karakter. Måske talte I ikke meget om følelser i dit barndomshjem. Eller når I gjorde var fokus på ‘at komme op på hesten igen‘, ‘hvad man kunne lære af det‘ eller; ‘at det da ikke var så slemt endda‘.
Måske blev du rost for at være dygtig og selvstændig, mens andre følelsesudbrud hørte til på værelset, hvor du ‘kunne komme ud, når du var glad igen‘.
Det bliver derfor hurtigt utrygt og ubehageligt for dig, hvis andre eller du selv står i noget svært. Du har simpelthen ikke så mange erfaringer med at være til stede med din egen og andres sårbarhed.
Måske fordi du ikke selv har oplevet at blive mødt empatisk, når du har stået i noget sårbart.
Og derfor har du heller ikke en særlig stor tolerance for at være til stede med dit eget eller andre følelsesmæssige ubehag.
Som nævnt handler det om din tilknytningsstil – som (hvis ovenstående er genkendeligt) sandsynligvis hælder til den undgående side.
Nysgerrig på din tilknytningsstil? Se denne korte video og lær mere om de 3 mest almindelige stile, og hvad der er godt at vide, hvis du og din partner fanges i et negativt mønster.
Det er altså ikke et bevidst, aktivt valg, du træffer, når du undgår din partners invitationer til følelsesmæssig kontakt.
Nej, det er baseret på dine (manglende) erfaringer med, hvad man dog skal gøre, når andre eller du selv viser sårbarhed eller mærker svære følelser.
Måske tænker du, at du har haft en normal og god opvækst uden at kunne huske så meget. Og faktisk er det normalt at have svært ved at huske konkrete episoder, når man har for vane at undgå at mærke følelser.
Double Trouble
Uvante situationer vækker forståeligt nok ubehag og usikkerhed. For dig er det dobbelt-op. Forklaring følger. Her er et par bud på, hvad der foregår på din inderside:
”Hvis min partner er ked af det, er der et problem, jeg ikke er lykkedes med at løse” = Skam
”Hvis jeg har et problem, er det tegn på, at jeg ikke har styr på tingene” = Utilstrækkelighed
”Når jeg siger svære oplevelser højt, bliver min partner ked af det. Så har jeg to problemer: Min partners ked-af-det-hed og min egen afmagt.” = Overvældelse
“Hvis andre er i smerte, bliver jeg bange, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” = Usikkerhed og uvished
Du skal altså ikke kun forholde dig til dig selv eller en partner i smerte – det vækker også din egen ‘skam-byrde’ over ikke at kunne løse eller fikse problemerne.
For mange er dette den største blokering for at søge hjælp til parforholdet i tide, fordi: “Hvis vi skal i parterapi betyder det, at der er noget galt med os = Vi har et problem”
Og: “Hvis vi har et problem, har jeg fejlet!” = SKAM – ALARM – FARE – FLYYYGT!
Læs hvad mine tidligere klienter fortæller, de har fået ud af parterapi her
Din partners klippe – værdi eller fængsel?
Det kan også være dit klippefaste, hårdføre ydre er blevet til en del af din identitet og udgør en slags ’leveregler’ eller værdier, der handler om det gode ved at:
klare tingene selv
møde problemer med stoisk ro
præstere bedre ved at undertrykke tegn på svaghed (dvs. sårbarhed og svære følelser)
være selvstændig og stærk
bevare optimismen, opmuntre sig selv og andre og se på de lyse sider
Måske tænker du endda:
”Hvis bare min partner kunne tage det roligt ligesom mig, ville vi have det meget bedre”
”Jeg kan ikke tænke eller høre, når han/hun taler sådan, så jeg tænker på noget andet imens”
”Han/hun er jo helt ude af kontrol – lad mig komme væk!”
Eller du kan blive vred ved tanken om, at: “Hele verden forventer af mig, at jeg er stærk. Jeg har brugt et helt liv på at lære at undertrykke følelser. Og nu bliver jeg skældt ud for ikke at mærke nok?!”
Par-tjek: Trænger jeres parforhold til et ‘servicetjek’? Læs mere om hvad jeg tilbyder her
Hvad kan du gøre i stedet?
Hvis du ønsker dig, at I sammen kan gøre noget lidt andet, når én af jer bakser med noget svært, kommer her de 3 tips, jeg (hyppigere end de indledende) opfordrer par til at gøre brug af.
Nøgleordet er, at du får signaleret tydeligt til din partner, at du er tilstede – og at det her med følelser er nyt og svært for dig.
Du har ret til at være dig og tage det i dit tempo. Se om det er muligt for dig at:
Blive i situationen. Så helt konkret: Lad være med at gå væk eller forsvinde mentalt. Sig højt, at du ikke er sikker på, hvad der forventes af dig, fx: ”Jeg er her, og jeg lytter. Kan du hjælpe mig til med at forstå, hvad du har brug for lige nu?”
Være nysgerrigt undersøgende: Hvis din partner virker oprevet, taler meget, og du for længst er tabt i talestrømmen – så sig det (men nænsomt!): ”Det er svært for mig at følge med, men jeg vil gerne være her sammen med dig. Kan vi sætte tempoet lidt ned?”
Udholde ubehaget, du mærker, når du ikke ved, hvad du skal gøre – det er normalt og okay. Din partner har højst sandsynligt IKKE en idé om, at du skal fikse ham/hende eller ordne alt muligt praktisk. Din partner ønsker sig din støtte og kontakt i form af dit nærvær og din tilstedeværelse. Lige nu er DU nok. Lad din partner forstå at:
”Det her er ukendt land for mig.”
”Jeg er ikke vant til at mærke og tale om følelser. Derfor siger jeg ikke så meget – men jeg lytter.”
”Når du spørger, hvad der foregår indeni mig, mærker jeg ikke altid så meget. Så det er ikke, fordi jeg skjuler noget eller ikke vil dele.”
Det er ubehageligt at blive spurgt om noget følelsesmæssigt, jeg ikke kan svare på. Hvis du bliver ved at spørge, bliver det værre for mig. Men jeg er her, og jeg vil gerne være her sammen med dig”.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Nysgerrig? Inspireret? Se hvad jeg også tilbyder til dig og din partner
Par-tjek – Trænger jeres parforhold til et ‘servicetjek’? Læs mere om de 2 samtaler og korttidsterapi her.
Parterapeutisk forløb – For jer der trænger til at tage hånd om jeres negative mønstre og finde tilbage til kontakt og nærhed – læs mere her
https://usercontent.one/wp/www.livs-vaerk.dk/wp-content/uploads/2018/07/undgaa-konflikt-scaled.jpg?media=170532317818062560Anja Gundelach Brems/wp-content/uploads/2018/07/livsvaerk-logo-white-1.pngAnja Gundelach Brems2020-05-19 15:24:362020-10-11 14:25:593 tips til at undgå kontakt med din partner
Sådan ødelægger du den gode stemning i dit parforhold
3 tips til ikke at få dit budskab igennem
1) Kritisér
2) Bebrejd
3) Ret på din partner.
Ekstra bonus: Bliv misforstået og kickstart jeres negative cyklus på rekordtid.
Ej, spøg til side – og til sagens kerne. Det handler om de situationer, hvor du kritiserer din partner over småting – selvom det egentlig handler om noget andet.
Kan du genkende dig selv i dette? Så er du ikke alene.
Her kommer mine bud på, hvorfor det sker. Du får også et par tips til at stoppe den negative cirkel.
Tell – don’t show
De fleste par, jeg taler med er en smule pressede. De bakser med det, de plejer at bakse med – men nu med hjemmeskole, corona-frygt, usikkerhed og uvished oveni.
Det er svære størrelser at sætte ord på – særligt hvis man heller ikke selv helt ved, hvad der er galt.
Og så er det, at mange af os så at sige udspiller vores følelser i stedet for at sætte ord på dem. Her kommer et tænkt eksempel:
Du er ked af, at du ikke rigtig føler dig set af din partner. Eller: Der er sket noget mellem jer, som I ikke har fået talt igennem, som du er vred eller skuffet over:
“Hvorfor er dit arbejde vigtigere end mit? Jeg kan s**** ikke stå for hjemmeskole midt i et telefonmøde…!”
Hvorfor siger du det ikke “bare”, som det er?
…kunne man fristes til at spørge. Men af forskellige (ofte forståelige) grunde, er det svært for dig at få sagt. Måske er du bange for at blive afvist, eller at I igen skal blive uvenner.
Så hvad gør du i stedet? Du udviser adfærd, der skal overbringe budskabet: “Se mig lige, jeg er ked af det og har brug for dig” fx ved at:
sætte dig overfor din partner og se trist ud (og din partner spørger ikke til dig)
spørge om noget: ”Hvad tænker du egentlig om, at ungerne skal i skole igen efter påske? (din partner svarer: ”Øhm, det ved jeg ikke lige…”, mens han/hun kigger på sin telefon)
(og nu er det så, at du skruer op) ”Har du nogensinde tænkt dig at rydde op i køkkenet, eller er det ligesom blevet min opgave?!”
Her kigger din partner op og ser helt forvirret og muligvis en smule livstræt ud – hvilket virkelig tænder dig af, fordi det da er et fuldt ud rimeligt og relevant spørgsmål. Det er det måske også.
Problemet er bare, at det slet ikke var rodet i køkkenet, du havde brug for at tale om. Dit behov var noget andet.
Når budskabet går tabt
Så følte du dig set og mødt? Jeg gætter på nej.
Forstod din partner, at du havde brug for lidt kærlig opmærksomhed? Heller ikke.
Hvorfor? Fordi det, din partner oplever, er at du: Kritiserer. Bebrejder. Eller retter på ham/hende.
Din kritik er protest overfor manglende kontakt
Så du viser irritation på ydersiden, mens du på indersiden mærker ked af det, alene eller vrede. Din kritiske adfærd er dit bedste bud på at få kontakt og råbe din partner op. Men det virker ikke.
Prøv lige at lukke øjnene et øjeblik og tænk over:
Når du skruer op og kritiserer, hvilken følelse mærker du så på indersiden (som din partner altså ikke kan se)?
Hvordan ser du ud på ydersiden, når du siger det? Måske vækker dette ligefrem en slags forståelse for din tilsyneladende utilgængelige partner?
Hvad er dybest set dit budskab eller det, du har på hjerte (som går tabt, når det kommer ud som kritik)?
Hvad vil være vigtigt for dig at få talt om (og hvordan vil du have det, når I får det løst)?
Mit gæt er noget i stil med: ”Jeg har brug for, at du ser mig. Interesser dig for mig. At jeg kan mærke dig, og at du er her for mig.”
Eller noget helt konkret: ”Vi skal have talt om, hvordan vi løser det praktiske herhjemme, for jeg føler mig overbelastet.”
Dette er et helt andet og tydeligt budskab, som højner chancen for, at din partner kan møde dig.
Tal fra hjertet
Invitér så din partner til at sidde sammen med dig. Servér kaffe/te og jeres yndlingssnack. Spørg om I kan bruge 30 min. på at tale om noget, der er vigtigt for dig. Og se hvad der sker.
Hvis I trænger til et værktøj til at have denne samtale på en konstruktiv måde, så download min gratis e-bog her.
Den indeholder 3 øvelser – bl.a. ‘Tal fra hjertet – lyt med nærvær’ . Øvelsen guider jer til, hvordan I kan tage samtalen konstruktivt og undgå faldgruber og misforståelser.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Det er nemt at booke tid online – det kan du gøre lige her.
Nyhedsbrev og e-bog
Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og downloade min e-bog med 3 øvelser til mere nærhed og færre skænderier. Brug formularen i bunden af siden eller pop-up boksen.
https://usercontent.one/wp/www.livs-vaerk.dk/wp-content/uploads/2020/02/den-gode-stemning-i-parforholdet-scaled.jpg?media=170532317817092560Anja Gundelach Brems/wp-content/uploads/2018/07/livsvaerk-logo-white-1.pngAnja Gundelach Brems2020-04-08 14:23:342021-05-21 14:59:06Sådan ødelægger du den gode stemning i dit parforhold
Noget er gået skævt mellem dig og din partner, og stemningen er tyk af frustration og indebrændthed. Og der sidder din partner. Tavs som en stenstøtte. Pokerfjæs. Tilsyneladende uberørt af jeres sammenstød. Usårlig? Urørlig? Ligeglad?! Det vokser i dig, og til sidst må du bare brøle: ”SÅ SIG DOG NOGET!!!???”
Er du den tilbagetrukne partner?
Dette blogindlæg går ud til dig, der vender dig indad, lukker ned og trækker dig, når tingene bliver svære. Men det er også til dig – hvis partner trækker sig – mens du føler dig forladt og ensom. Som ofte ender med at blive højlydt opsøgende.
Hvorfor sker det? Og hvad kan I gøre for at finde hinanden igen?
Den (højlydt) usynlige tilbagetrækker
Når I indtager de to positioner, forstærker I uheldigvis hinandens tendenser. Det får ofte den effekt, at I mister kontakt. Med tiden optrappes konflikterne, og I ser hinanden – og ikke samspillet – som problemet og syndebukken. Du kan måske endda få tanker om, at din partner lukker ned for at straffe og generere dig. Som tilbagetrækker kan du opleve din partners henvendelser som forstyrrelser eller bebrejdelser. Og så flygter du lige lidt længere væk…
Jeres reaktioner er overlevelsesstrategier
Ovenstående reaktionsmåder – at trække sig eller opsøge – er tidligt indlærte overlevelsesstrategier til at håndtere af ubehag, svære følelser og tab af kontakt.
Det er altså ikke noget, vi planlægger på forhånd. ’Strategierne’ er udviklet over tid i kraft af vores erfaringer med at være i nære relationer.
Læs mere om negativt samspil i et tidligere blogindlæg her
Forskellige overlevelsesstrategier
Det negative samspil, vi fanges i, når vi møder hinandens strategier til at berolige os selv, kan udtrykkes således: Som opsøgende partner forsøger du at få kontakt med din elskede, undgående partner.
Mens du – hvis du er tilbagetrækker – pukler for at undgå din elske(n)de partner.
Lad os lige slå fast med det samme, at ingen er mest skyldig eller gør det af ond vilje. Og: Begge parter oplever smerte og frustration på indersiden.
Men adfærden, der følger i kølvandet på smerte og frustration, er forskellig. Hermed grobund for misforståelser og fejltolkninger mellem jer.
Hystaden og ”det ved jeg ikke…”
Det, I ser, er hinandens ydersider. Og de ser forskellige ud. Som opsøger er det, du får øje på en tavs stenstøtte.
Det er svært at vise medfølelse med og have forståelse for en stenstøtte. Og når man spørger, hvad der er galt, er svaret: ”Jeg ved det ikke rigtigt…”
Opmærksomheden følger ofte den af jer, der udadtil viser og udtrykker de stærkeste følelser.
Bagsiden er, at du som opsøger bliver ’problembærer’ – du kan føle dig som den hysteriske, uligevægtige følelsesbombe.
Mens det faktum, at I begge lider indvendigt, overses.
Og netop når du reagerer stærkt følelsesmæssigt, kommer du uforvarende til at udspille det, din tilbagetrukne partner frygter mest af alt:
“Hvis jeg deler mine følelser med dig, går du i opløsning. Og se bare: Det skete. Du kunne ikke bære min vrede, sorg eller smerte – så jeg går lige i hi igen. Vi ses. Om lang tid.”
Det er din tilbagetrækkende partners ‘gode grund’ til ikke at dele sin inderside, men i stedet vise – stærk, rolig, stoisk.
Overlevelsesstrategier på baggrund af oplevelser i barndommen
Begge disse overlevelsesstrategier kan udvikles, hvis man gennem sin opvækst ikke er blevet mødt og spejlet følelsesmæssigt af indlevende, empatiske voksne.
Tendenserne kan forstærkes, hvis man også har været udsat for krænkende oplevelser og har udviklet traumer.
Under radaren
Tilbagetrækkeren er den position eller den del af jeres negative samspil, der er sværest at få øje på. Du eller din tilbagetrukne partner har en adfærd, der ikke gør megen væsen af sig – fordi det netop er meningen med strategien. At følelserne skal gå væk og blive usynlige og umærkelige. Fordi usynligheden lover os, at vi så bliver usårlige og urørlige.
For dig, der trækker dig, lever smerten i stilhed. På indersiden. Til tider så skjult at du heller ikke selv mærker den. Måske kommer den fra tid til anden ud som en eksplosion efter at have levet under tryk i lang tid. Som et stort chok for din partner og måske også for dig selv: ”Hvor kom alt det fra? Var jeg så vred?” Og som opsøger sidder du måske efterfølgende med tvivl og vrede. Spørgsmål som: ”Hvem er du inderst inde? Hvorfor har du ikke sagt noget? Og kan jeg overhovedet regne med dig eller vide, hvem du egentlig er?!” melder sig.
Som tilbagetrækker kan du rammes af utilstrækkelighed over ikke at kunne svare og dermed berolige din partner. Forklaring følger.
Adspurgt siger du, den tilbagetrukne, måske: ”Jeg kan ikke lige sige eller mærke, hvad jeg føler”.
Og det er ikke, fordi du ikke vil. Eller fordi du bevidst skjuler sandheden ’et sted derinde’. Det er, fordi der endnu ikke er adgang følelsesmæssigt.
Fordi det ikke er alle, der har fået hjælp til at udvikle et sprog om de kropssansninger, der kan oversættes til ’ked af det’, ’bange’, ’usikker’ eller ’sårbar’. Som kræver øvelse, tid og opmærksomme omsorgspersoner.
Som børn har vi brug for voksne til at udvikle dette sprog eller denne sans fx ved nænsomt at gætte på vores følelser: ”Jeg kan se, du græder – er du mon ked af det eller vred?”
Støttende andre, der er villige til at lade sig korrigere og gætte igen – alt efter, hvad vi svarer eller kropsligt viser.
Oversættelsesguide: Forstå din tilbagetrukne partner
Så hvad kan du og I selv gøre, når I mister kontakt, fejltolker og misforstår hinanden? Her er et par bud til jer hver i sær:
Til dig – opsøgende partner, fanget i den vilde jagt efter kontakt. Her er et forsøg på en hilsen fra indersiden af din forsvundne tilbagetrækker:
Det er ikke, fordi jeg ønsker at gemme mig for dig, at jeg ’stikker hovedet i jorden’ som en anden struds.
Det er, fordi jeg lige nu har tabt meningen med SAMvær og SAMtale af syne.
Eller jeg har lært, at prisen for samvær og kontakt er, at jeg skal opgive mig selv – eller forsvinde.
Så når du spørger, hvad jeg føler, og hvad der sker indeni mig, er det sandt, når jeg siger, at jeg ikke ved det.
Jeg har endnu ikke lært at mærke, hvordan det føles. Og jeg har ikke sproget, der kan udtrykke det.
Og når du, opsøgende partner, desperat siger: ”Men det skal jo ikke være for MIN skyld. Jeg ønsker mig, at du skal have lyst til at høre på mig. Jeg længes efter dit ægte nærvær”.
Så kan du – tilbagetrækker – måske inspireres af eller låne lidt her fra listen. Eller I kan læse udsagnene op og tale om, hvad der vækker genklang hos jer:
Kan vi starte der, hvor jeg prøver at vise nærvær, fordi jeg ved, det er vigtigt for dig?
Kan min omsorg være, at jeg prøver, så godt jeg kan?
Kan du leve med, at jeg i passende doser får erfaring med, hvad samvær betyder?
Ved du, hvor skræmmende, det føles, når du beder mig ændre adfærd? At du beder mig forlade den strategi, der har hjulpet mig gennem livet indtil nu?
Om at berolige sig selv
Måske kan du lettere huske dig selv på, at din partners stenansigt ikke er lig med ligegyldighed men betyder, at din partner er uerfaren i at dele følelser?
Du sidder ikke længere overfor en klippe af stoisk ro. Du kan berolige dig selv med, at det, du ser, er et menneske, der føler sig skræmt, utilstrækkelig og afmægtig.
Læs mere om traumers betydning for det voksne parforhold
Se med i videoen her, hvor Sue Johnson (grundlægger af EFT-parterapi) og dr.Edward Tronick fortæller, om traumers betydning for parforhold og parterapi her.
Om hvordan vi helt fra tidlig barndom udvikler måder at række ud og lukke ned, der genudspiller sig i det voksne parforhold.
Sue Johnson har også skrevet en bog om parterapi og parforhold med traumeoverlevere. Du kan se mere om bogen her.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Det er nemt at booke tid online – det kan du gøre lige her.
Nyhedsbrev og e-bog
Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og downloade min e-bog med 3 øvelser til mere nærhed og færre skænderier. Brug formularen i bunden af siden eller pop-up boksen.
Gode parforhold handler om om tryghed og kontakt. Og om den følelsesmæssige forbindelse mellem jer.
Det gode parforhold og grundlaget for god kommunikation afhænger af spørgsmålet:
“Er du der for mig, når jeg har brug for dig?”
Kender du det, at du selv synes, du på en stille og rolig måde beder din partner om et eller andet? Eller lige kommer med et rigtig godt forslag?
Din partners efterfølgende reaktion afslører, at det bestemt ikke blev hørt sådan.
Så kender du nok også smerten, der følger med, når du ser dig selv gennem din partners sårede eller vrede blik: Som bossy, en strigle eller en tyran, når det nu ikke var det, der var intentionen?
Eller du kender trætheden, der melder sig over, at det nu er umuligt at tale jer ud af situationen, fordi stemningen er elendig?
The silent treatment – en weekend i helvede
Måske siger du noget i stil med: ”Det er godt nok mange aftener, du har arbejdet til sent…”, hvortil din partner svarer:
”Du var da ude i går, og det er længe siden, jeg har set mine venner.” Så bliver du sur: ”Hvad har det med noget at gøre? Nu er det weekend og ungerne har fri, men hvis du har tømmermænd i morgen, er hele weekenden ødelagt!”
Herefter smutter din partner med et rungende: ”Og RIGTIG god aften til dig også!”
I de næste dage (dvs. hele weekenden…) består jeres samvær af ordknappe, ukærlige udvekslinger. Du forsøger måske at række ud, eller du trækker dig væk og undgår kontakt.
Hvad gik galt? Du ønskede dig nærhed, men kom til at skubbe din partner væk, fordi det i din partners ører lød som kritik og bebrejdelse.
Drop indholdet – lyt til musikken
Hvis I skal genfinde kontakten, er det ikke et spørgsmål om at kommunikere mere om indholdet af jeres skænderi – dvs. diskussionen om hvem der i virkeligheden har været mest væk.
Det er de følelser, det vækker hos jer hver i sær, I skal have fat i – fordi det er følelserne, der igangsætter det negative samspil og tager jer væk fra hinanden.
Heftigheden af disse følelser udspringer ofte af graden af den oplevede tryghed og kontakt mellem jer – den følelsesmæssige tone eller baggrundsmusikken.
Den gode nyhed er, at I kan stoppe det negative mønster, hvis I sammen får blik for dette.
Har du lyst til at bryde jeres negative mønster og genfinde nærheden? Tag med din partner på Parforholdskursus i Tværfagligt Hus i weekenden 2.-3.marts
Jeres handlinger giver mening
Det giver mening at råbe højere og højere, hvis den, man kalder på, ikke hører én. Særligt hvis man føler sig alene og virkelig har brug for hjælp.
Det er også forståeligt (faktisk tilrådeligt!), at du løber skrigende væk, hvis du oplever, at du er ved at blive overfaldet.
Men – prøv nu at forestille dig, at personerne ovenfor lever i et parforhold. Elsker hinanden og har brug for hinanden. Uden at ville det kommer disse to til negativt at forstærke hinandens strategier.
Læs mere om parforholdsmønstre og vejen ud i Sue Johnsons bog for par ’Hold Mig’
Opsøger og tilbagetrækker – mønstret der stjæler nærværet i gode parforhold
Det mest typiske negative samspilsmønster er netop, at den ene part er opsøgende, mens den anden trækker sig. Den korte forklaring kommer her:
Når opsøgerens ’kalden’ høres som kritik
Som partner i den opsøgende position har du brug for nærhed og kontakt – særligt hvis du føler dig urolig eller utryg.
Du ’kalder’ på din partner, fx ved at stille spørgsmål eller forsøge at samtale. Hvis din partner ikke reagerer, ’skruer du op’ – ved at bebrejde, blive sur eller irriteret: ”Kunne du ikke lige svare? Og det er i øvrigt ikke mit ansvar med gaven til din mor”.
Du ønsker dig omsorg og har svært ved at falde til ro, hvis ikke I får kontakt. Men i bestræbelsen på at række ud, er du i stedet i gang med at eskalere mønstret og skræmme din partner væk.
Tilbagetrækning som strategi til beroligelse
Det kan også være, du bedre kan identificere dig med tilbagetrækkerens rolle. Du isolerer dig, eller vender dig indad, når du føler dig utryg, stresset eller ked af det.
Tænker, at det klarer du selv, eller skubber svære følelser væk. Så når din opsøgende partner henvender sig med noget følelsesladet, har du tendens til at trække dig fysisk eller mentalt.
Måske fordi din partners henvendelse vækker ubehag, nervøsitet eller frygt. Eller fordi du ikke helt kan sætte dig ind i din partners stærke følelsesmæssige udtryk og bare helst vil ‘videre’ uden for megen snak.
Jeg hører ofte mennesker i tilbagetrækker-rollen sige, at det for dem også er en måde at passe på forholdet, sig selv og deres partner.
Dette giver mening – særligt hvis du har gentagne erfaringer med, at I ender i smertefuld konflikt, hvis diskussionen fortsætter.
Læs mere om parforholdsmønstre og hvad I selv kan gøre i mit tidligere blogindlæg her
Eskalering af det negative mønster – dræberen i det gode parforhold
Det bitre er, at jo mere den ene opsøger, jo mere trækker den anden sig. I ser hinandens ydersider – men misser hvad der foregår på hinandens indersider. Og det bidrager til oplevelsen af, at: “Vi mangler redskaber til god kommunikation“.
Den negative spiral er i gang, og det kræver en indsats fra jer begge, hvis I skal bryde den.
Skænderier er protester over manglende følelsesmæssig kontakt
Metaforisk udtrykt ‘byder I op til dans’, fordi I ønsker kontakt, tryghed og beroligelse – men I mister hinanden på dansegulvet. Det smertelige – og med tiden skadelige er, at den negative cyklus:
Forhindrer jer i at løse jeres problemer og tale om det vigtige
Tager jer væk fra at mærke seksuel lyst og tiltrækning til hinanden
Den gode nyhed er, at det negative mønster fortæller jer, at I er vigtige for hinanden – ellers ville I simpelthen ikke hidse jer sådan op.
Nu kan I gå i gang med at undersøge, hvilke triggere I hver i sær oplever i situationen.
Vejen til det gode parforhold – kortlæg negativ cyklus og jeres ‘trin i dansen’
Start med dig selv. Sæt dig med papir og pen og tænk på en svær situation. Det er vigtigt, at det er en konkret situation, hvor du og din partner røg i negativ cyklus. Besvar så følgende spørgsmål:
Hvilkenfølelse mærkede du først i situationen? VIGTIGT: Følelser er fx frustration, ked af det, vred. Det går således ikke at skrive: ”Jeg følte, min partner var urimelig” eller ”jeg følte mig svigtet” – gå efter følelsen!
Hvad gjorde du, da denne følelse fik tag i dig? Altså – hvad ville vi se dig gøre, hvis det var optaget på video? Hvad var dit første skridt ind i negativ cyklus?
Hvad var det næste, du mærkede, da situationen fortsatte? Hvad har frustrationen på hjerte? Var en del af dig ked af det? Vred? Kom der tanker om et tidligere svigt eller skuffelser?
Hvad havde du egentlig brug for i situationen, når du tænker på den nu? Hvad kunne du eller din partner have gjort, der havde været mere hjælpsomt end det, der skete?
Hvis I vil eksperimentere, kan I interviewe hinanden i fredstid og dele jeres oplevelser.
Det er ofte overraskende, hvor forskelligt vi hver i sær har oplevet den samme situation.
Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.
Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.
Inspireret eller nysgerrig på vej mod det gode parforhold?
https://usercontent.one/wp/www.livs-vaerk.dk/wp-content/uploads/2018/07/gode-parforhold-scaled.jpg?media=170532317817072560Anja Gundelach Brems/wp-content/uploads/2018/07/livsvaerk-logo-white-1.pngAnja Gundelach Brems2019-01-17 16:35:462020-11-03 14:26:15Gode parforhold handler ikke om god kommunikation
