Sådan ødelægger du den gode stemning i dit parforhold

den gode stemning i parforholdet

Sådan ødelægger du den gode stemning i dit parforhold

3 tips til ikke at få dit budskab igennem

1) Kritisér

2) Bebrejd

3) Ret på din partner.

Ekstra bonus: Bliv misforstået og kickstart jeres negative cyklus på rekordtid.

Ej, spøg til side – og til sagens kerne. Det handler om de situationer, hvor du kritiserer din partner over småting – selvom det egentlig handler om noget andet.

Kan du genkende dig selv i dette? Så er du ikke alene.

Her kommer mine bud på, hvorfor det sker. Du får også et par tips til at stoppe den negative cirkel.

Tell – don’t show

De fleste par, jeg taler med er en smule pressede. De bakser med det, de plejer at bakse med – men nu med hjemmeskole, corona-frygt, usikkerhed og uvished oveni.

Det er svære størrelser at sætte ord på – særligt hvis man heller ikke selv helt ved, hvad der er galt.

Og så er det, at mange af os så at sige udspiller vores følelser i stedet for at sætte ord på dem. Her kommer et tænkt eksempel:

Du er ked af, at du ikke rigtig føler dig set af din partner. Eller: Der er sket noget mellem jer, som I ikke har fået talt igennem, som du er vred eller skuffet over:

Hvorfor er dit arbejde vigtigere end mit? Jeg kan s**** ikke stå for hjemmeskole midt i et telefonmøde…!”

Hvorfor siger du det ikke “bare”, som det er?

…kunne man fristes til at spørge. Men af forskellige (ofte forståelige) grunde, er det svært for dig at få sagt. Måske er du bange for at blive afvist, eller at I igen skal blive uvenner.

Så hvad gør du i stedet? Du udviser adfærd, der skal overbringe budskabet: “Se mig lige, jeg er ked af det og har brug for dig” fx ved at:

  • sætte dig overfor din partner og se trist ud (og din partner spørger ikke til dig)
  • spørge om noget: ”Hvad tænker du egentlig om, at ungerne skal i skole igen efter påske? (din partner svarer: ”Øhm, det ved jeg ikke lige…”, mens han/hun kigger på sin telefon)
  • (og nu er det så, at du skruer op) ”Har du nogensinde tænkt dig at rydde op i køkkenet, eller er det ligesom blevet min opgave?!

Her kigger din partner op og ser helt forvirret og muligvis en smule livstræt ud – hvilket virkelig tænder dig af, fordi det da er et fuldt ud rimeligt og relevant spørgsmål. Det er det måske også.

Problemet er bare, at det slet ikke var rodet i køkkenet, du havde brug for at tale om. Dit behov var noget andet.

Når budskabet går tabt

Så følte du dig set og mødt? Jeg gætter på nej.

Forstod din partner, at du havde brug for lidt kærlig opmærksomhed? Heller ikke.

Hvorfor? Fordi det, din partner oplever, er at du: Kritiserer. Bebrejder. Eller retter på ham/hende.

Din kritik er protest overfor manglende kontakt

Så du viser irritation på ydersiden, mens du på indersiden mærker ked af det, alene eller vrede. Din kritiske adfærd er dit bedste bud på at få kontakt og råbe din partner op. Men det virker ikke.

Prøv lige at lukke øjnene et øjeblik og tænk over:

  • Når du skruer op og kritiserer, hvilken følelse mærker du så på indersiden (som din partner altså ikke kan se)?
  • Hvordan ser du ud på ydersiden, når du siger det? Måske vækker dette ligefrem en slags forståelse for din tilsyneladende utilgængelige partner?

Læs mere om skænderier som protest mod manglende kontakt i grundlægger af emotionsfokuseret parterapi, Sue Johnsons, bog Hold mig – En vejviser til varig kærlighed

Find ind til budskabet – og drop kritikken

Overvej så:

  • Hvad er dybest set dit budskab eller det, du har på hjerte (som går tabt, når det kommer ud som kritik)?
  • Hvad vil være vigtigt for dig at få talt om (og hvordan vil du have det, når I får det løst)?

Mit gæt er noget i stil med: ”Jeg har brug for, at du ser mig. Interesser dig for mig. At jeg kan mærke dig, og at du er her for mig.

Eller noget helt konkret: ”Vi skal have talt om, hvordan vi løser det praktiske herhjemme, for jeg føler mig overbelastet.

Dette er et helt andet og tydeligt budskab, som højner chancen for, at din partner kan møde dig.

Tal fra hjertet

Invitér så din partner til at sidde sammen med dig. Servér kaffe/te og jeres yndlingssnack. Spørg om I kan bruge 30 min. på at tale om noget, der er vigtigt for dig. Og se hvad der sker.

Hvis I trænger til et værktøj til at have denne samtale på en konstruktiv måde, så download min gratis e-bog her

Den indeholder 3 øvelser – bl.a. ‘Tal fra hjertet – lyt med nærvær’ . Øvelsen guider jer til, hvordan I kan tage samtalen konstruktivt og undgå faldgruber og misforståelser. 

Bedste hilsner fra

Anja Gundelach Brems ♥ 

Autoriseret psykolog & certificeret parterapeut i emotionsfokuseret parterapi (EFT) – en evidensbaseret metode.

Anja er specialiseret i sammenbragte familier, når den ene eller begge har børn fra tidligere. Hvor deleordninger, ekspartnere og børnenes loyalitetsbånd udfordrer jeres håb og drømme for fremtiden.

Anja hjælper par med at opdage og standse negative samspilsmønstre, så I kan fordybe kontakten og forbindelse til hinanden – for det er jer, der skaber rammerne for familiens trivsel.

Psykolog og parterapeut Anja Gundelach Brems

Autoriseret psykolog & certificeret EFT-parterapeut Anja Gundelach Brems

Inspireret eller nysgerrig?

Du er altid velkommen til at kontakte mig og uforpligtende høre mere om, hvad et parterapeutisk forløb, et Par-tjek eller et parforholdskursus kan gøre for jer.

Online-booking

Det er nemt at booke tid online – det kan du gøre lige her.

Nyhedsbrev og e-bog

Du kan også skrive dig op til mit nyhedsbrev og downloade min e-bog med 3 øvelser til mere nærhed og færre skænderier. Brug formularen i bunden af siden eller pop-up boksen. 

Kontakt

Du kan fange mig på mail anja@livs-vaerk.dk eller mobil 61609276.

 

 

 

 

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *